Der var god stemning og stor interesse for de nye både på Egå Marina.

6.000 på flydende bådudstilling i Egå

1749

6.000 mennesker besøgte Egå flydende bådudstilling i weekenden 19.-21. august. Det er en god indikation på, at der er stor interesse for nybådsmarkedet og for maritimt udstyr. Det kan vi på BådNyts redaktion skrive under på. Læs vores stemningsreportage fra Marinaen.

Tekst: Redaktionen Foto: Troels Lykke og Lene Lykke Hovmand

Fra BådNyts store stand på Egå Marina kunne vi konstatere, at der er stor interesse for nye både. Lige over for vores stand havde danske X-Yachts verdenspremiere på deres nye flagskib X4. Båden var et stort tilløbsstykk, og der var kø stort set hele tiden af folk, som gerne ville om bord og besigtige herligheden. Bådværfterne Najad, Bavaria, Jeanneau og Faurby præsenterede også flot bådebyggerhåndværk, og på motorbådsmarkedet præsenterede DBC Marine den ny Sargo Explorer. Interessen for bådudstyr var blandt andet meget koncentreret om den nye spilertragt Deckchute og det ny silikone-bundbehandlingssystem Renolith.

BådNyts stand
Der kom mange besøgende forbi BådNyts stand. Her er det journalist, Katrine Berthelsen og redaktør, Lene Lykke Hovmand, der byder velkommen.

På BådNyts stand delte vi magasiner ud og havde en iPad-konkurrence om et  speedbådskørekort fra Watergames og andre små præmier. Der kom rigtig mange forbi for at dyste og for at få en snak og både, sejlerliv og om magasinet. Vinderen af konkurrencen blev Heidi Nordquist fra Assens, som ikke har et motorbådskørekort og blev rigtig glad for præmien. Tillykke til Heidi!

X-Yachts verdensnyhed X4 var et tilløbsstykke på kajen lige foran BådNyts stand.
X-Yachts verdensnyhed X4 var et tilløbsstykke på kajen lige foran BådNyts stand.

Aktiviteter og musik på kajen
Der var gratis adgang på udstillingen, og det var nok med til at sikre det flotte fremmøde. 34 udstillere viste flagene og præsenterede både og udstyr, som kunne ses, røres og prøves. Egå Marina, Egå Sejlklub, Dansk Marine Center, DanBoat samt alle udstillerne havde lagt sig i selen og åbnede op for masser af nyheder indenfor den maritime verden for fritidssejlere. Der blev tilbudt et hav af gratis aktiviteter for både børn og voksne, og der blev trukket lod blandt de besøgende om flotte sponsorgaver. Der var også sørget for et hyggeligt havnemiljø, idet Egå Sejlklub sørgede for mad og drikke, og Dansk Marine Center for levende musik lørdag og søndag på kajkanten.