800 meter mellem himmel og helvede

1377

To vidt forskellige og umiddelbart usynlige seværdigheder finder man i den lille franske by Villefranche sur Mer. Den ene er beskrevet som et inferno, den anden er som at træde ind i en fjerlet evighed.

Cirka 10 km øst fra Nice ligger havnen Villefranche sur Mer. Ud over at være en typisk rivieraby med strandpromenade, cafeer, restauranter og en kirke har den to helt unikke, men ikke umiddelbart synlige, vartegn. Begge har de skrevet byen ind i historiebøgerne, men på vidt forskellige sider. Selv om der i luftlinje er under 1000 meter mellem dem, ligger de to attraktioner helt symbolsk i hver sin ende af byen; den ene i øst og den anden i vest.

Vi starter længst mod øst. Ude på bugten leder vi efter en ankerplads. Vi har lejet en Beneteau Océanis 38 hos Nauticaescape, som vi omtalte i BådNyt nummer 482. Mens vi nærmede os land, blev vi af en af de lokale havnemestre rådet til at søge mod bugtens østlige del, da der mod vest, tættere på havnen, ligger forliste ankre og ankerkæder i massevis.

Da vi kommer tæt på den østlige bred, får vi øje på den første seværdighed; et palæ, der om noget indrammer begrebet sex, drugs and rock n’roll – nærmere bestemt huset Villa Nellcôte.

Verdens beste album
Kendere ved allerede nu, at der er tale om stedet, hvor Rolling Stones boede og indspillede albummet ”Exile on Main Street”, der siden er blevet kendt og kåret som rockhistoriens allerbedste. Historien er ifølge bogen med den lange, men meget sigende titel ”Exile on Main Street – A Season In Hell With The Rolling Stones”, at bandet var flygtet fra de engelske skattemyndigheder. Mens Mick Jagger holdt til i Paris, var bandets øvrige medlemmer ved den franske riviera. Guitaristen Keith Richards havde her lejet Villa Nellcôte for 2500 dollars om måneden. Huset har et Versailles-lignende ydre og en park af en have, der går helt ned til havet. Men det har også en kælder, som er bekrevet som ”Dantes Inferno”.

Hagekors i kælderen
Nazisterne havde sans for luksus og holdt hof i huset under Anden Verdenskrig, hvilket blandt andet kunne ses i kælderen, hvor der var malet hagekors på væggene. I det hele taget herskede der, ifølge bogen, en sær stemning, som gik under huden på musikerne og kom ud igen som en del af lyden på ”Exile on Main Street”. Oprindelig var det meningen, at bandet skulle have indspillet et helt andet sted, men sådan blev det ikke, og i stedet endte man i kælderen.

Indspilningerne foregik om natten med et skiftende antal musikere. Det var forskelligt, hvem der mødte op, blandt andet fordi der dagligt  ankom friske forsyninger heroin med kurer fra Marseille, hvorfor flere af musikerne var stærkt påvirkede, mens andre var fraværende i uger i protest.
I dag er huset ejet af en russisk forretningsmand og er vurderet til at koste på den anden side af 100 mio. – pund. Man kan desværre ikke komme ind og se huset, men som i så mange andre tilfælde har man en fordel som sejler. Fra søsiden kan man således få et ret godt kig på bygningen og de parklignende omgivelser, der har fået kultstatus i rockhistorien. Du kan høre albummet ”Exile on Main Street” på Spotify eller iTube.

Fra helvede til himlen
Vi fik ankret op med Villa Nellcôte som baggrund, hvorefter vi satte den lille dinghy i vandet og sejlede tværs over bugten til havnen, der ud over pladser med pæle og bolværk også har et travlt reparationsværft.
Det lyder mærkværdigt, men ikke desto mindre sandt – målet for vores landgang var Paris’ universitet. Det er således Université Pierre et Marie Curie, der driver forskning i marinebiologi under navnet Observatoire Oceanologique de Villefranche (l´OOV). Og modsat Villa Nellcôte var dørene her åbne, og det det var en åbning til en helt anden verden på alle måder.

Fra forplantning til plankton
Observatoriet er organiseret i, hvad der vil svare til institutter på et dansk universitet – biologi, oceangrafi og økologi/geologi. Det blev grundlagt i 1882 af Hermann Fol – der i sig selv er et studie værdigt.
Han var en alsidig forsker, der spændte fra mediciner til zoolog. Han bliver kaldt cellelærens fader og var den første til at observere en befrugtning mellem æg og spermatozo i mikroskop og blev dermed også en af mikroskopiens pionerer.
Trods hæder og professorater ved universitetet i bl.a. Geneve ville Fol tilbage til Villefranche sur Mer, hvor han havde opholdt sig i starten af sin karriere.
Det var studier i havsvampekulturer og deres udbredelse i Middelhavet, der nu fik Fols opmærksomhed. Som et led i disse studier tog han sammen med blandt andre flere forskerkolleger på havet 13. marts 1892 i yachten Aster. Turen startede i Bretagne i byen Le Havre. Formålet var indsamle prøver, der kunne blive til data i forskningen. Men efter et stop i byen Bonodet, også i Bretagne, forsvandt Hermann Fol til havs på mystisk vis. Hans forsvinden blev aldrig forklaret.

Dramatiske dybder
Han havde ud over sin forskning nået at etablere laboratoriet i Villefranche, der ved hans forsvinden var et fasttømret samarbejde mellem franske, russiske og amerikanske forskere. Deres fokus var på studier af plankton og er den dag i dag fortsat et af laboratoriets fokusområder.
En af årsagerne til, at det netop blev i Villefranche, var en utrolig rigdom på forskellige dyre- og plantearter heriblandt plankton i havet umiddelbart ud for byen.
Forklaringen på denne omstændighed er bl.a., at havet ud for bugten falder stejlt til dramatiske dybder, og at floden Var, der har udløb ved Nice, bringer tonsvis af mineraler og næringsstoffer til planter og dyr.

Gå ind i tidslommen
Det er fascinerende, at stedet har været center for marinebiologi siden slutningen af det 19. århundrede. Men bygningernes historie daterer sig helt tilbage til 1789, hvor de blev opført som et del af en flådehavn for det land, vi i dag kender som Italien. Hovedbygningen, hvor laboratorierne i dag ligger, blev oprindelig brugt som dels hospital dels fængsel, hvor man havde tyrkiske galejslaver, som blev brugt til bemanding af krigsskibene, der blev bygget på den tilhørende tørdok.
Man mærker i dén grad historiens vingesus, når man går ind gennem porten til laboratorierne. De gamle bygninger, marmorgulvene, gårdhaven, vandrehallen og naturligvis havnen udenfor, der også er bygget i solide marmorblokke.

Det er en god stemning, man mærker, og en sjælden ro. Som om man er i en anden tid og definitivt et helt andet sted end Villa Nellcôte 800 meter borte på den anden side af bugten. Det lyder mærkeligt, men det var også som om, man indåndede en anden, friskere og mere klar luft end på den anden side af indgangen. Ingen undren herfra over, at Hermann Fol søgte tilbage til dette sted, hvor man også fik en fornemmelse af, at det ville være let at blive hængende, hvis de skulle mangle en pedel eller en bådsmand til at tage sig af service og vedligehold på deres forskellige både og forskningsudstyr. Men det skete ikke.

Udadvendt universitet
Stedet er, som sagt, i dag fortsat et center for den samme forskning, der blev startet for 130 år siden. Men i dag har stedet vendt sig mere ud mod verden.
Vi forsøger at påvirke børn og unge til at få interesse for naturvidenskab og til at være mere bevidste om og føle et ansvar for havene, kloden og klimaet.

En af de overbevisende måder, det manifesterer sig på, er gennem projektet Mon ocean & moi. Det er et samarbejde mellem universitetet og folkeskoler i regionen Alpes-Maritime.
“Vi arbejder på tværs af de traditionelle skel og faggrænser for at lave en prototype på en ny undervisningsform, der netop skal bevidstgøre eleverne om miljøet og havene. Til det formål har vi bygget hjemmesiden monoceanetmoi.com. Her kan forskningsverdenen møde børn og unge på en ny måde. Vi er langtfra færdige, men vi arbejder på det. Vi gør tilnærmelser og justerer, så vi forhåbentlig ender med at komme i mål ved at møde de unge i øjenhøjde” siger en kvinde, hvis navn jeg ikke husker.

Adopter en bøje
At franskmændene har fat i noget, viser sig i formidlingsprogrammet Adopt a Float. I al enkelhed går det ud på, at man via nettet løbende og i realtid er i kontakt med en bøje, der flyder rundt på verdenshavene ført af sted af havstrømmene og observerer. Bøjerne er programmeret til at indsamle data som temperatur, saltindhold og iltmætning ved forskellige dybder. Bøjerne er udstyret med en slags svømmeblære og er programmeret til at synke til for eksempel 1000 meter og observere forholdene her. Efter et bestemt antal dage aktiveres svømmeblæren, og bøjen stiger op til overfladen og sender data til en satellit, der igen sender den ned til centret i Villefranche, hvorefter data få sekunder senere er ude på nettet via Mon ocean & moi-hjemmesiden, hvor eleverne kan få de seneste opdateringer.

Danskere kan adoptere
Observatoriet er interesseret i at komme uden for Frankrigs grænser, hvorfor hjemmesiden også er på engelsk. Ydermere kan man også ansøge om at adoptere en bøje som privatperson eller som skoleklasse i Danmark eller et hvilket som helst andet sted på jorden. En af betingelserne er, at man med sine meninger bidrager til at videreudvikle formidlingen af programmet, så endnu flere vil tage del i det og blive bevidste om forholdene i havene.

Konstruktion af droner
Ud over opgaven med målrettet formidling og undervisning på ”begynderniveau” har laboratoriet kurser og forløb for franske og udenlandske studerende på kandidatniveau inden for oceanografi og geologi. Der er forskning i cellebiologi og biologiske, biokemiske, fysiske og kemiske egenskaber i den pelagiske zone – som er en zone, der hverken er nær bunden eller overfladen, og som benævnes ”åbent hav”-zonen. Endelig bruges faciliteterne som et observatorium, hvor der systematisk fortages videnskabelige målinger og observationer i bugten ud for Nice og Villefranche og op til ca. 45 km ud i bugten fra Cap Ferrat.
Endelig arbejder man på Laboratories de Oceanologie de Villefranche-sur-mer  på udvikling og konstruktion af nye fartøjer til at foretage målingerne – ikke bare i Middelhavet, men over hele kloden har man således droner, gliders, bøjer og havpattedyr, der flyder rundt og løbende kommunikerer med HQ i Villefrache.

Efter at have været på laboratoriet i nogle timer måtte vi forlade det igen. På vej hen mod udgangen trak det i kroppen for at skifte retning, at gå i biblioteket og låne en hvilken som helst bog, sætte sig i gårdhaven og lade sig suge ind for at blive en del af stedets historie. Men sådan blev det ikke, ikke i denne omgang i hvert fald. Vi måtte videre mod Monaco, hvor en stabel nye oplevelser lå og ventede. Vi steg på den stressede 2013-tid, gik i jollen og sejlede ud til vores lejede båd, der ventede ud for Villa Nellcôte.

Af Morten Brandt // Foto af Camilla Bech