America’s Cup næste gang: Ingen katamaraner!

605
Amerikanske Team Oracle har sikkert set frem til en revanche i en katamaran. Nu skal der i stedet tænkes i enkeltskrogsbåd for America’s Cup 2018. Foto: America's Cup
Amerikanske Team Oracle har sikkert set frem til en revanche i en katamaran. Nu skal der i stedet tænkes i enkeltskrogsbåd for America’s Cup 2018. Foto: America's Cup

Næste års America’s Cup bliver sejlet i enkeltskrogsbåde. New Zealand bliver som bekendt vært, og her vil man styrke, at det er nationer, som kæmper mod hinanden.

Kiwierne cyklede derud af, og gav det rutinerede amerikanske Team Oracle baghjul med resultatet 7-1. Da sejren var hjemme, troede de fleste vel, at vi næste gang skulle gense de store, hurtige katamaraner flyve på foils hen over havet. Men nej, America’s Cup 2018 bliver anderledes.

New Zealænderne bekræfter nu sammen med den officielle udfordrer Luna Rossa, at det 36. America’s Cup bliver sejlet i enkeltskrogede både.

Beslutningen er taget efter, at kiwierne har hørt de potentielle deltagere i cuppen, men at der er tale om lidt af en 180 graders vending i forhold til 2017, er der ingen tvivl om.

Det amerikanske Oracle-hold med mangemilliardæren Larry Ellison i ryggen er ivrige fortalere for, at man skulle fortsætte med katamaranerne, som har begejstret en hel verden med deres høje fart (de kan sejle hurtigere end vinden) og dramatiske sejladser. Mens tilhængerne af enkeltskrogsbådenes come back – peger på, at man på TV ikke kan se, når både sejler hurtigt. Farten trænger ikke rigtig igennem, når man sidder og ser det på en skærm. Taktik og manøvrering er det, der gør det spændende. Dertil mener modstanderne af de store katamaraner, at det er svært for mange lande at følge med økonomisk.

De to finalister i 2017 spenderede hver ca. 700 mio. kr på at bygge deres 72 fods katamaraner og gøre mandskabet kampklare. De store beløb hægter mange lande af, og i New Zealand mener man nu, at der kan hentes mere folkelig støtte og interesse for America’s Cup, hvis det er rene nationale hold, der kæmper mod hinanden. Og nationerne vil være mere ligestillet mht. den økonomiske udfordring, hvis man går tilbage til enkeltskrogsbåde.

Kiwiernes hold havde i år en australsk førstemand, mens resten var fra New Zealand. Mens det amerikanske hold ikke var så amerikansk, som man skulle tro. Det var sat sammen, som var det et team fra Silicon Valley – blandede nationaliteter, udtaget efter hvem der var bedst på de forskellige poster.

De nye regler og designs for America’s Cup 2018 vil blive offentliggjort den 30. november.