Anti-klimaks efter Atlanten

3312

For mange sejlere er det en drøm at sejle over Atlanten. Man er ikke en rigtig sejler, før man har krydset et ocean, og billedet af langtursejleren, der sejler alene ud i verden på sin båd, er billedet på den ultimative frihed. Men holder drømmen i virkeligheden?

Realisering af drømmen
Da jeg mødte Henrik, havde han også denne drøm. Han ville sælge sit firma og sejle ud i verden. Jeg sagde ja til at sejle med, og i november 2013 lagde vi fra kaj på Lanzarote og begav os af sted mod Martinique. Da vi efter 31 dage kom frem, var vi begge glade og lettede. Jeg var fuld af energi og gik i gang med at gøre båden ren og ”af-langturssejle” den. Henrik derimod satte sig bare i cockpittet.: – Jeg skal lige prøve at forstå det faktum, at jeg nu har gjort det, jeg har drømt om, siden jeg var syv. I den efterfølgende uge var han næsten deprimeret. Han havde drømt om at sejle over Atlanten, siden han sad i en optimistjolle i Studstrup Havn ved Aarhus. Han havde købt en båd til formålet og i seks år udstyret den og gjort den klar til at sejle langt. Nu sad han imidlertid i Caribien og havde solgt sit firma – og hvad skulle han nu?
Anti-klimaks

Det skulle siden vise sig, at Henrik ikke var den eneste, der oplevede det at sejle over Atlanten og komme til Caribien som lidt af et anti-klimaks. Vi har mødt mange sejlere, hvor flere af dem har efterladt deres både i Caribien og er taget hjem – og de ved ikke, hvornår de kommer tilbage, eller om de kommer tilbage. En tysk sejler, vi mødte, havde netop solgt sit firma og købt en ny båd til 15 mio. kr., som han nu ville ud og sejle langt i. Han sejlede over Atlanten til St. Lucia og syntes, at han havde en god og nem tur, men han vidste ikke, hvad han skulle i Caribien. Caribien var ikke det paradis, som han havde forestillet sig, så han sejlede op til Martinique, hvor han efterlod sin båd og tog hjem. En russisk sejler havde også købt en ny og hurtig båd til formålet. Han ræsede fra værftet i Frankrig, ned til Kanarie-øerne og over Atlanten til St. Lucia. Efter et par uger i Grenadinerne i det sydlige Caribien spurgte han sin kone, om de ikke hellere skulle flyve. Han var træt af at sejle. Deres båd er også efterladt i Martinique.

De lange stræk
For nogle sejlere er det mit indtryk, at de bl.a. bliver trætte af at sejle langt. Vi har mødt flere sejlere, hvis plan var at sejle gennem Panama, umiddelbart efter de havde krydset Atlanten, for derefter at sejle ud til Fransk Polynesien og videre til New Zealand. Da de nåede til Caribien, var de dog så trætte af at sejle, at de er blevet i Caribien – ikke fordi de bryder sig specielt meget om det, men fordi de ikke gider at sejle flere lange stræk, i hvert fald ikke lige foreløbig. Jeg spekulerer dog på, hvad det er, der gør, at mænd, der ikke har læst, talt og drømt om andet – nogle af dem i flere årtier – ikke gider at sejle mere, når de kommer frem. Måske lever virkeligheden bare ikke op til drømmen? Måske er det ultimativt frie liv alligevel ikke så frit? Og måske er Caribien heller ikke et paradis?

Hvorfor dette anti-klimaks?
Jeg har spurgt Jimmy Cornell, ophavsmand til bl.a. ARC, Atlantic Rally for Cruisers, om han gennem sin tid som arrangør af ARC’en kan genkende dette billede af sejlere, der oplever det at sejle over Atlanten og komme til Caribien som et anti-klimaks. Han gav mig følgende grunde:

Gode råd
Accepter, at tingene ikke er, som du hjemmefra havde drømt om og planlagt. Dine planer kan godt ændres.
Giv det tid. Det er en ny livsstil, som du måske skal vænne dig til.
Måske er Caribien bare ikke noget for dig? Der findes heldigvis andre steder i verden, hvor man kan sejle hen.
Hvis du ikke synes, at det var specielt sjovt at sejle langt, så er der heldigvis andre muligheder for at fragte din båd rundt. Undersøg dem. Det er ikke sikkert, det er så dyrt, sammenlignet med det slid, der vil være på din båd og dine sejl.

– At sejle over Atlanten er for mange deres første offshore sejlads, og af mange forskellige årsager bliver de nødt til at indse, at de rent faktisk ikke bryder sig om det. Det er selvfølgelig meget vanskeligt at indrømme, at man måske har gjort en fejltagelse ved at tage af sted, og dette komplicerer kun tingene yderligere. En anden almindelig årsag er det faktum, at folk undervejs finder ud af, at deres båd ikke er, som de havde håbet på, enten for svær at håndtere, for lille, for stor osv. Familieproblemer bidrager også ofte til følelsen af et anti-klimaks, og selv om manden ofte er villig til at fortsætte, så er hans partner ikke længere interesseret. Der er også den skuffende faktor ved Caribien. Bøger og blade maler ofte et meget overdrevet smukt billede, som i virkeligheden ofte er meget anderledes. En anden vigtig faktor er den finansielle side, da cruising-livet ofte viser sig at være meget dyrere end forventet eller budgetteret med. Til sidst er der også nogen, der bare finder ud af, at de ikke er skabt til livet om bord på en båd. De ser sig selv sidde fast i Caribien med udsigten til at vende hjem på en måske endnu vanskeligere Atlanterhavs-sejlads, og når de kommer hjem, skal de så ovenikøbet forklare deres venner og familie, at deres drøm er mislykkedes. Det gør det heller ikke nemmere.

Sejlere nikker genkendende til Cornells udtalelser
Der er mange sejlere, jeg har talt med, som kan nikke genkendende til Jimmy Cornells erfaringer. Peter Olesen fra båden Spica, som også har skrevet om sin og sin kæreste Lines langtur i BådNyt, fortalte mig, at han sagtens kan genkende mange af Jimmy Cornells grunde til, at drømmene måske ikke altid lever op til virkeligheden. Han havde f.eks. set frem til de lange stræk på havet, men oplevede i stedet, at han kedede sig og havde det svært med de mange stillesiddende dage. Herudover nævnte Peter også det paradoksale forhold, at det var hårdt aldrig at kunne holde “fri” i hovedet: – Reservedele, eftersyn og vedligeholdelse, søkort, gas, drikkevand, strøm, proviant, ansvaret for båd og gaster og alt det, som altid følger en skipper. Line og jeg var gode til at dele tingene mellem os, men til tider glemte vi at opleve nuet og i stedet stresse over ting, som skulle skaffes. Det var vores første langtur. Peter og Line fortryder dog ikke deres tur: – Det var en god tur, som vi bestemt ikke vil være foruden. Vi tænker på turen hver dag og er blevet så uendeligt meget klogere på os selv og hinanden.

Drømme vs. virkelighed
Henrik og jeg sejler stadig, selv om vi også kan nikke genkendende til Jimmy Cornells erfaringer og de andre sejleres oplevelser, og stort set hver uge tager vi vores fremtidsplaner op til revision, hvilket selvfølgelig også bliver trættende. For Henrik handler det måske om at sætte sig nye mål med at sejle. Han havde købt en langkølet spidsgatter, der kunne klare sig i dårligt vejr, og han havde forberedt den til at sejle over Atlanten og sørget for, at vi havde det nødvendige sikkerhedsudstyr. Nu er vi imidlertid kommet over på den anden side, og så er en lille, langsom oceangående båd måske ikke længere lykken. Jeg har aldrig drømt om at sejle over Atlanten, eller tænkt tanken for den sags skyld, så for mig handler det mere om, hvorvidt dette flydende liv er noget for mig. Dog virker det selvfølgelig også håbløst at sidde derhjemme og drømme om Caribien og så sidde i Caribien og drømme om noget andet! Men måske må vi bare acceptere, at drømme sjældent i virkeligheden er, som de er på tegnebordet?

  • For Henrik har det taget et par måneder at finde ud af, hvad han vil have ud af sit nye liv om bord på sin båd.

Af Signe Storr // Foto: Signe Storr