Bornholm, du min dejlige sejlerø

2544
Malerisk solnedgang over Salene-bugten fra Nørresand Havn.

Følg med her i BådNyts serie om de fantastiske muligheder for en fed sejlerferie på solskinsøen i Østersøen. Denne gang lægger vi til i Allinge-Sandvig og Gudhjem.

Af Malene Gude

Allinge-Sandvig – det gode liv
Kommer du lige rundt om Hammerodde, smiler Sandvig til dig med sin dejlige strand i bugten. Hvis vinden er til det, så gør et badestop for anker underværker her. Er du heldig med roligt vejr og frisk på en vanddybde på 1,8-2,2 meter, kan du liste ind i den meget lille og charmerende Sandvig Havn. Her kan du få en lækker frokost og slutte af med årets bedste is og en vellavet cortado hos de søde folk i cafeen Kalas Kalas, der ligger i den helt rigtige hipsterstil i et hus direkte i klipperne. Det er svært ikke at lade sig begejstre her. Klarer du at løsrive dig, må du gå den smukke tur rundt om Hammerknuden til den lille ruin Salomons Kapel og på vejen holde øje med, hvordan de andre både runder den store knold. I Sandvig er du kun en sømil fra Allinge, så savner du indkøb, kan det gøres på gåben – og vice versa kan du gå til Sandvig, hvis du ligger i Allinge.

Og Allinge er bestemt et besøg værd, selv om havnen må siges at være knap så tilegnet sejlere, hvad angår faciliteter. Her ligger du som oftest mere end tætpakket, og badeforholdene er ikke værd at skrive om. Til gengæld ligger du midt i en ægte købstad sprængt ind i klipperne med mange bevarede bindingsværkshuse og med porte, der lukker havnebassinet, når bølgerne går for højt – altså i Østersøen. For alle kender Allinge som det festlige folkemødes centrum. Sejlere bør også vide, at byen og ikke mindst havnen i uge 28 omdannes til jazzfestival. Hele sommeren byder den storcharmerende Gæstgiveren på koncerter med de hotteste navne fra Christopher og Lukas Graham til De Eneste To, Poul Krebs og Rytteriet.

Hver dag synger havnens kor Christiansøfartens turister farvel og god tur. Det er svært ikke at føle sig kærligt behandlet.

Du kommer her altså ikke for at finde fred og ro, men for at give den én på kulturen og det gode humør. Byen er også et godt sted at købe ind, og det er nemt at fylde båden. Du har både Netto og Brugsen lige ved kajen og bager og ikke mindst Nordbornholms Røgeri, som ud over at frembringe den lækreste røgede torskerogn, sublime røgede og saltstegte sild har et godt udvalg i frisk fisk og måske verdens bedste fiskefars. Oven i hatten har jeg hver gang fået rigtig god behandling. Sådan en pakke kan jeg sejle langt for. Når virakken er for meget, så smut videre ned ad kysten. Her kommer du forbi Tejn. Der er ingen grund til at gå ind i Tejn, undtagen hvis du skal på bedding, værft, eller det er rigtig dårligt vejr, for havnen kan som den eneste på den nordøstlige kyst anløbes i alle vindretninger. Byen har også en velassorteret skibsproviantering, og vi er taknemlige for den professionelle lapning, vi fik lavet på vores fesne gummibåd. Videre går sejlturen forbi Helligdomsklipperne med Bornholms Kunstmuseum og over Salene-bugten, til du i første omgang ser Nørresand Havn. Gudhjem Havn ser du først, når du er kommet helt rundt om pynten. Du har kun sejlet omkring 11 sømil siden Allinge, så det er til at overkomme for de fleste.

Gudhjem’lig hygge
Lad det være sagt med det samme: Jeg har hele livet været glad for at ligge i Gudhjem Havn, så jeg tror, at den er et hit for både børn og voksne. Der er bare noget med de trygge, lægivende, lune granitmure og den høje klippe, hvor vi klatrer op og siger godnat til solen, som giver hjemlig hygge og gør godt for en sejler. Her ligger du trygt og godt i al slags vejr, for portene går i til yderbassinet, når pålandsvinden bliver for hård. Den eneste udfordring er nok, at du kan få svært ved at forlade havnen. Både fordi her er hyggeligt, og fordi du selvfølgelig kan blæse inde.

Heldigvis er der en del, du kan gøre her. Du må ose rundt i gaderne og smage på sagerne i Karamel Kompagniet, se glaspusterne i vigør i glasrøgeriet. Du må kigge i gallerierne og boderne på havnen, se flyvende akrobatik og gøgleri, høre masser af levende musik i gaden og på Café Klint. Du kan toppe det hele med en kæmpeis på kajen, hvis ikke du er til det mere gourmetagtige med en deluxe-chokosag fra den lokale Bech Chokolade eller Kjærstrup Chokolade, der frister fra en bod på havnepladsen.

Oven på alt det får du brug for at slentre ad klippestien til Melsted, hvor maleren Niels Lergaard byggede sit atelier på toppen over havnen med en af de smukkeste udsigter på øen. Du skal videre hen over campingpladsen, hvor ”Far til fire” holdt til i gamle dage. Så kommer du gennem hyggelige Melsted, hvor du kan hvile ud på stranden, mens du samler mere appetit. Måske vil du grille på kajen – og kære Gudhjem Havn, vi ønsker os flere borde på kajen. Der er benhård konkurrence om de kun tre borde, som havnen kan ryste op med. Det er ingen hemmelighed, at her kan være propfyldt af både. Og mens vi er ved det lavpraktiske, kan man også savne en fast havnefoged, der venligt sørger for at ”pakke” havnen fornuftigt, så store både ikke lukker for indsejlingen, mens der er frie pladser inderst i havnen. Det er da for ærgerligt.

6a
Der er masser af levende musik på kajen i Gudhjem, og de her drenge giver den pedal.

Alt efter hvor der er læ, bader du dejligt ved Pengekisten, klipperne lige ved havnen, eller du kan gå til Nørresand, hvor du bader godt fra begge molehoveder, eller videre ud til klipperne Suserenden. Trænger du til fred og forandring, og vinden ikke er i vest, kan du jo vælge at sejle ”helt” rundt om pynten til oasen Nørresand. De to havne er to helt forskellige oplevelser, selv om det i princippet er samme by. Eneste minus for Nørresand er, at der er langt til toilettet.

Det er også en dejlig aftentur videre mod vest forbi klipperne kaldet Røverborgen og ud til Hestestenene, til venstre med kig til Høsts yndlingsmotiv, Bognemark, og op om Gråmyr – den lille sø med åkander – og ud på den karakteristiske klippeknold Bokul, hvor du har en fantastisk udsigt ned over havnen og fra Svaneke over Christiansø til Hammerodde, hvor solen går ned. Du kan se flere ideer til vandreture på 367ture.dk – søg på ”Gudhjem”.

Har du flere dage, så besøg endelig Oluf Høst Museet, som ligger i hans eget skønne hus med en vidunderlig have, der tilfældigvis også har en dejlig cafe og måske byder på en lille koncert med TV2. Er vejret til det, så snup en dagsudflugt med den fine, gamle turistbåd Thor, der sejler dig til Helligdomsklipperne, så du kan besøge Bornholms Kunstmuseum ad vandvejen. Det sted er et overflødighedshorn af oplevelser, for kunstnere har gennem alle tider elsket Bornholm, og museet rummer de største malere gennem tiderne og nyere, banebrydende kunst og kunsthåndværk som i sommer med et bombardement af en udstilling af Martin Bigum. Som prikken over i’et løber Helligdomskilden gennem museet. Når du er mæt og glad af sanseindtryk, er der seks km ad klippestien til Gudhjem. Det er en flot tur og efter sigende Oluf Høsts yndlingsrute. Har du øjnene med dig, vil du opdage, at du i Gudhjem og omegn nærmest vader rundt i gode historier og billedmotiver.

Går det helt ”galt”, og du bliver her i dagevis, er her svømmehal, endnu flere museer og middelaldercenter i Melsted. Du kan blive ved, men spørgsmålet er, om du ikke bliver nysgerrig på at komme videre.

15
Der var gøgleruge i Gudhjem, og frygtløse akrobater fløj rundt i luften i en storslået kulisse af klipper og hav.

Anduvning Allinge
Hold den grønne bøje til styrbord og 208,9 grader ind under over-ét-mærkerne, der lyser grønt. Er lyset erstattet af tre røde lanterner over hinanden og en sort kugle, er havnen lukket med port mellem yder- og inderhavn. Typisk ved N- og NØ-kuling.
Breddegrad: N 55º 16,7
Længdegrad E 14º 48,3

Anduvning Sandvig
Anløbes kun i lyst og godt vejr, ikke i hård pålandsvind. Kurs 175 ind i havnens fyrlinje. Der kan forekomme tilsanding og kompasmisvisning.
Breddegrad: N 55º 17.4
Længdegrad E 14º 47,1

Anduvning Gudhjem
Gudhjem Syd er den store havn, hvor turistbåden Ertholm til Christiansø også lægger til. Sikker i al slags vejr, da de lukker portene ved pålandsvind fra 10 m/sek. Der er smalt gennem skærene, så du holder tungen lige i munden og kurs 202 med de orange trekanter over ét – det svarer til lige op ad gaden. Du kan ikke anløbe, når portene er lukket – i så fald er der hejst en rød kugle i N-molens elmast, og lyset i fyrbåkerne slukkes. Du kan alternativt gå kort om pynten til Nørresand eller videre til Tejn, som altid kan anløbes. Diesel, vand og el. To fine sejlerbade, vaskemaskine og tørretumbler er godt gemt i kælderen under biblioteket.
Breddegrad: N 55º 12,7
Længdegrad E 14º 58,4

Anduvning Nørresand (Gudhjem N)
Kurs 120, og hold øje med skæret nord for ydermolen. Anløbes om dagen. Kan ikke anløbes ved vestenvind, og ophold er umuligt i NV-vind.
Breddegrad: N 55º 12,9
Længdegrad E 14º 58,0

20a
Et ”ægte” sørøverskib kommer fra fjerne kyster til Gudhjem med lasten fuld af cider og spillemænd, så der blev danset senere i mørket på kajen.