Brevkasse: Hvordan skal masten lakeres

1720

BådNyts eksperter fortæller hvordan man skal lakere sin båds mast.

Hej BådNyt

Vi har en LM 27 med træmast, som jeg skal have lakeret. Som I kan se på billederne, er lakken slidt, og der er kommet fugt under. Træsorten er jeg usikker på, men måske fyr eller lærk. Kan I komme med forslag til slibning, lak samt antal laklag? På forhånd tak for hjælpen.

Sejlerhilsen

Steen Sulkjær

Svar:

Hej Steen

Fugtigheden er krøbet ind under laklaget på masten. Derfor er masten blevet sort i pletter. Træet, som masten er bygget af, er let og stærk fyrretræ. Grunden til, at laklaget er revnet, kan skyldes, at den type lak, som er anvendt, har begrænset holdbarhed over for solens nedbrydende UV-lys.

Brevkasse_hvordan lakeres masten_2

Enkomponent-alkydlak har en levetid på ca. to år, afhængig af hvor høj laktykkelsen er. Den bedste beskyttelse af træet opnås ved at anvende klar træbeskyttelse på det rene og slebne træ. Efterfølgende skal laklaget bygges op af adskillige gange lak med mellemslibning. Tokomponent-lak er meget holdbar over for solens UV-lys. Jeg vil foreslå, afhængig af energi, at mastens laklag fjernes helt med skraber og en elektrisk varmepistol. Derefter fjernes resterende lak ved slibning med korn 120. For at tjekke, at alt lak er væk, kan træet sprøjtes over med rent vand, og hvor vandet ikke trænger ind i træet, skal træet genbehandles ved slibning.
Hvis energien kun er til pletreparation, skal hele masten slibes, og de blotlagte pletter skal bleges og bygges op med flere lag lak igen. Afslutningsvis kan hele masten lakeres med et par gange enkomponent-lak.

God arbejdslyst

Torsten