Flyv til Phuket og sæt sejl!

1510
Strutten er færdig og klar til montering på masten. Bemærk vinklen på hornene, 45 grader i forhold til centerlinjen.

Vejret er perfekt: Sol og blå himmel, vi glider hen over det turkisgrønne vand med en let vind i sejlene. Vi er på vej ud til oplevelser i The Andaman Sea, der omgiver Phuket. Et indbydende øhav, der trækker lystsejlere til fra hele verden.

Forestil dig det der lige nu virker ubegribeligt – det er vinter i Danmark. Vi er stukket af fra det hele. Kulden, mørket, Kastrup Lufthavn og de lange underbukser. Siden stak vi af fra den thailandske heksekedel i Patong på Phuket: væk fra den steghede asfalt, hvor tuk-tukker drøner farefuldt rundt mellem biler og små japanske motorcykler. Væk fra boder, barer og turister, der sidder rødmossede efter natten før. Vi er hoppet om bord på en 47 fod sejlyacht og skubber fra land. Snart er vi ude på havet under høj himmel. Det her er ferie. Nu begynder den.
Smilene siger alt. Det er tidlig morgen, og vejret er perfekt, omend vinden er lidt svag.

Da vi kommer lidt ud af Chalong-bugten på østsiden af Phuket drejer den danske skipper, Bo Søndergaard, Patrice III op mod vinden, så vi kan sætte sejl og slå motoren fra.

Båden er en klassisk sejlyacht designet af Sparkman & Stephens til Admiral Cup tilbage i det 20 århundrede.
– Er I klar? råber Bo.

Om bord er en svensk familie på deres første bådcharter-tur i Thailand. 42-årige Niclas Hasselquist, plantageejer fra Vimmerby, sønnen Anton og vennen, kranfører Mikael Mellström, hiver storsejl og fok op. En let brise sender os ud over de små krusende bølger i retning af øen Koh Lon.
Den stærke sol holder ofte skandinaver tilbage fra at sejle i Thailand. De synes, at det bliver for varmt, når solen står lodret på himlen midt på dagen. Men en bredskygget hat og en faktor 50 solblokker er en god hjælp. Ligesom man kan planlægge ikke at sejle i middagstimerne.

Luft- og havtemperaturen er i dag den samme – 28 grader. Vi har en let vind fra nordvest på 4-5 sekundmeter.

Det er bedst at starte tidligt om morgenen, hvor vi har en let vind. Senere på dagen varmer solen vandet så meget op, at vinden forsvinder. I sidste uge, hvor en russisk familie havde chartret båden, stod vi op allerede ved fem-tiden om morgenen, så vi havde vind nok til, at de kunne sejle båden for sejl på hele hjemturen. Generelt har vi fint vejr året rundt, selv i regntiden kan man ofte sejle, hvis ikke på den ene side, så på den anden side af øen, siger Bo Søndergaard, der er tidligere langturskaptajn og formand for den danske forening til langtursejlernes fremme (FTLF) i Sydøstasien. Han har boet på Phuket i 18 år, hvor han i dag tilbyder charter med Patrice III i regionen Thailand, Myanmar, Filippinerne og ned til Indonesien.
Nogle thailandske fiskerbåde bygget i teaktræ vinker til os. De er på vej ind med nattens fangst, og Bo kan fortælle, at en af hans venner dagen før halede en meterstor barracuda ind fra en jolle, som han netop havde stødt fra molen.
Der er alle slags fisk her, og de lokale fisker med trawl, fiskeliner, stænger, net og med flue. Og … se lige dér!
Bo peger ud over vandet, hvor vi ser en sortstribet søslange på en meters penge hoppe hen over overfladen. De er giftige og kan bide, men de angriber normalt ikke dykkere og har kun en meget lille mund. Lokale fiskere er mere udsatte, når de får dem i nettet.
Selv på de nærmeste øer, Honey Moon Island og Koral Island, er der chance for at opleve pelikaner og træskonæb, hvilket får Bo til at forklare, hvorfor øerne hedder sådan: – Det er for turisternes skyld – det hedder de slet ikke.

Charter med skipper anbefales
Familien Hasselquist er på Phuket for 10. år i træk. Hjemme har familien en Nimbus-motoryacht, som de sejler ture i om sommeren. Alligevel er det første gang, Niclas selv står bag roret på en båd i troperne.
– Det er lang tid siden, at jeg har sejlet med sejl. Da jeg var syv år, havde jeg godt nok en optimistjolle, men jeg foretrækker at have en skipper med som Bo, der kender de lokale vejr- og strømforhold i Andamanerhavet, siger Niclas, der har overtaget roret.
– Vinden springer noget, når vi kommer ind imellem bjergene, siger Bo. – Men det giver sjældent problemer. Derimod er strømmen ofte en til to knob, og man skal holde øje med revene – du kan eksempelvis se der, hvor vandet har en brunlig farve, forklarer Bo til Anton. – Det er et rev. Det er mest tydeligt, når du bruger polaroid-solbriller.

På tilbageturen krydser vi ind til en af øerne, som huser et lille lokalt samfund. Hver dag sejles børn i skolealderen til naboøen for at komme i skole. En ældre mand nikker venligt, da vi lægger til, og så kan vi ellers bade ved en strand, som vi har for os selv.
– Ja, man kan blot sejle ud til den nærmeste ø for at komme væk fra turistlivet. De ture til James Bond Island og de andre øer i Phang Nga Bay og Phi Phi Island sydpå er i dag så populære, for ikke at sige overrendt, at jeg som regel foreslår andre ture. Der er immervæk mange hundrede øer her i Andamanerhavet at udforske, forklarer Bo.
Uden for sæsonen tilbyder han rabat på langture, f.eks. op langs kysten til Myanmar, og vil man dykke og snorkle, er The Andaman Islands et af de bedste steder. Vandet er så klart, at du kan se sandbunden, selv om du står på toppen af en klippe 200 meter over havet.

Info om området
Området omkring Phuket – The Andaman Sea – består af tusindvis af øer, bugte og laguner med krystalklart vand med en konstant temperatur på ca. 25 til 29 grader. I de smukke laguner finder man farverige koraller med stimer af eksotiske fisk og kridhvide sandstrande med høje kokospalmer. Det er helt sikkert et af verdens smukkeste sejladsområder. Området er på top 10-listen blandt dykkerentusiaster.
Phang Nga-bugten er kendt for sin enestående natur. Her rejser øerne sig lodret ud af vandet og er flere hundrede meter høje, her er huler og tunneler med hongs, som er laguner dybt inde i øerne, og hvor man kun kan komme ind med sin kajak eller jolle, når tidevandet er rigtigt.
Regnsæsonen i Thailand starter langsomt midt i maj og slutter sidst i oktober. Som i Danmark kan man i denne periode få overskyet vejr med spredte byger. Man kan sejle året rundt, da Phuket og øhavet som regel befinder sig uden for området med tropiske cykloner. I perioden november til marts holder det normalt tørt med milde vinde på 4-10 m/sek. Der er typisk vind om morgenen. Stille vejr midt på dagen og vind igen til aften.

Flere charterbåde
På vej ind i Chalong-bugten passerer vi yachten Sunshine. Det er en replica af en skotsk yacht fra 1901 bygget i Myanmar for otte år siden. Alt er håndbygget i teaktræ og rosewood, en utrolig smuk båd med plads til 12 overnattende gæster, hvor charterturene går til Myanmar.

Også Yacht Haven og Boat Lagoon nordpå er steder, hvor man finder et stort udbud af lystbåde, som kan chartres med eller uden skipper.
Bo Søndergaard chartrer kun sin båd ud, hvor han selv er med som skipper, og på de længere ture er hans kone, Chamnien, med som skibskok. Patrice kan chartres for 690 euro pr. dag, og der er plads til seks-otte personer.
Vi er nået ind til molen, hvor vi kan hoppe i land – alle undtagen Bo, som sejler ud og lægger Patrice for svaj i bugten. Eftermiddagssolen er på vej ned, så vi vinker farvel og spadserer ind ad molen, hvor middagsmaden venter. Længere forude venter 13 minusgrader, når turen går tilbage til Skandinavien. Men det vil vi ikke spekulere på lige nu.

Reportage af : Flemming Thomsen // Ree Hanson