Havets Aston Martin

2006

Carbon 40 har samme tjekkede finish som en Aston Martin. Og sejlegenskaberne er også sporty. Vi prøvede den danske kulfiberbåd på Køge Bugt.
Carbon 40 vil gerne. Den vil gerne sejle. Man mærker det straks på Køge Bugt i den friske vind. Den er let luvgerrig i pustene og let og jolleagtig på rattet. Vi går lige gennem bølgerne med den stejle skarpe stævn. Krydsfarten var 7,1 knob med 24 grader til relativ vind og under 40 grader på den sande vind.  Med syv mand på siden ville farten have været højere, da grebet, hvor båden ikke krænger for meget, er vigtig for farten. Carbon 40 er en sporty båd, der garanterer levende sejlads, men uden det på nogen måde bliver anstrengende. Det sørger den 2,1 meter dybe T-køl for. Samtidig er kølen ikke dybere, end at den kan gå ind i de fleste havne. Kølskaftet er bygget i 16 millimeter kromateret og galvaniseret stålplader, der er beklædt med kapper i cnc-fræst, glasfiber og epoxy, som virkelig er optimeret og fintunet. For som alt andet på båden er der ikke indgået nogen kompromisser. Skaftet vejer kun 220 kilo, mens torpedoen i bly vejer 1620 kilo, og dermed en meget høj procent andel, placeret i selve torpedoen, der er effektiv, for bådens oprettende moment. Vi havde den mindste fok på, mens dens næsten gennemsigtige Quantum-storsejl på 50 kvadratmeter virkelig trækker, så vi gerne vil depower kræfterne i pustene på otte m/sek. Den 78 kilo lette mast (vægt uden salingshorn) er let at bøje, da der under cockpittet er placeret et såkaldt Magic Wheel, et stort hjul, så man let trækker i hækstaget, da udvekslingen er 1 til 200. Man sidder godt og styrer, når man sejler på kryds, hvor der kan vippes en fodstøtte ud, og man kan derfor fint stå og styre på krydset, da man ikke skrider ned.

Rigelig plads i cockpittet
Sejlene er lette at hale på de flotte, store Andersen-spil, der ikke slider på tovværket. Der er rigelig plads i cockpittets 2,3 meter lange cockpitbænke. Vi mangler dog lige en hylde under cockpit-karmene til lidt tovværk eller en kikkert, men Jann Klausen er gået efter det rene look. Bommen er også lige en anelse lang til min smag og går lige 30 centimeter for langt tilbage, nok til at ramme en uopmærksom rorsmand i en vending. Det er jo noget, man kunne overveje, hvis der bliver bygget en mere. Det håber vi bestemt, at der gør. Carbon 40 sejler virkelig godt, og selv om den er sporty, er der helt styr på, at båden ikke krænger over i et pust. Skroget er samtidig ekstremt stift, og det giver en maksimal kraftoverførsel, når vinden i sejlene skal forplantes til fart. Det er i hvert fald Jann Klausens ambitioner, og de ser bestemt ud til at være indfriet. Båden var Sjælland Rundt og klarede sig som tredje båd i mål overalt i en sejlads, hvor  der var over 80 procents kryds. Carbon 40 sejlede da også fra en 48 fods X-Yachts- og Arcona-båd. Både, som på måltal skal være hurtigere. Carbon 40’erens livret er læns, og det viste den med den hurtigste sejltid fra Møn til Helsingør med konstant over 10 knob fra Stevns til Dragør, hvis man ser bort fra VO 65’eren,  forklarer sejleren, lige før gennakeren sættes af sejlmageren Brian Palludan, der er en god sejlerven til ejeren af båden.

Dykker ikke på læns
Den 5,8 tons båd steg hurtigt i fart, da den grønne gennaker kom op. En form, der er egnet til at sejle dybt med på læns, vi skar dog noget. Ejeren insisterede på, at jeg skulle skære og presse båden på halvvind og vise, at båden ikke væltede for meget over, eller at den skar op i vinden. Og ganske rigtigt, så klarede den pustene på 7-8 m/sek. uden problemer, og farten steg til 11,4 knob uden problemer. Bådens undervandsskrog tager udgangspunkt i Centerline 40’eren, der er fladbundet, og hvor dybden og bæringen ligger længere fremme, som VO 65’eren og Farr 400’eren også gør det.

– Det betyder, at den har meget svært ved at dykke, og at man derfor kan sejle hårdt med gennaker eller spiler i hård luft uden at dykke stævnen ned. Det tog også 42 måneder at skabe den danske Carbon 40. Mast og bom har Mosede-sejleren tillige selv bygget. Båden er også virkelig blevet en hot sag. Sejlere vendte sig om efter os, som en mand kigger på en veldrejet dame. Sådan var det, da vi sejlede ud af Ishøj Havn med eksotiske kulfiber-sejl fra Quantum Sails liggende på dækket. Den ultrastive kulfiberbåd i den orange metalfarve og 20 meter høje kulfibermast med flot apteret teakdæk er da også æstetik på højt plan. Og selv om Carbon 40 har et højt fribord, så bærer den udseendet flot, selv uden flere påmalede vandlinjer, der skal gøre, at fribordet syner lavere. Et velkendt trick, som mange bådværfter benytter sig af.

Det høje fribord sikrer samtidig ståhøjde i kahytten på 1,87 meter og maksimalt 1,9 meter trods et flot, lavt, smalt ruftag, der giver et godt udsyn fra cockpittet og et dejlig bredt sidedæk. Den danske bådtype er derfor helt klart en Havets Aston Martin. Den har da også samme tjekkede farve og en pris på 3,5 mio. kroner sejlklar, som også en Aston Martin cirka koster.

Ny båd bygges på halvandet år
Jann Klausen har bygget båden til sig selv, og hvis han en dag skulle bygge en mere, ville det tage halvandet år. Det er ikke det vakuum-støbte skrog på 750 kilo, der bygges i kulfiber, som tager lang tid at bygge, men den ultrahøje finish ude samt i apteringen nede i kahytten, hvor valnøddetræ med meget spil i er apteret. Folk, der går ned i kahytten, er ved at tabe kæben, når de ser apteringen og spillet mellem apteringen i nøddetræ og de ultrastærke kulfiber-stringere, der går op i hver side i hovedkahytten, hvor den ene stringer er støtte for røstjernene. Og det er vigtigt, for der er syv tons tryk på topvantene, der er blevet strammet op ved at løfte masten med en hydraulik-pumpe. Hele båden er også opbygget med en superstruktur med op til 38 lag kulfiber til at optage alle kræfter,  hele båden er lavet i vakuum-infusion og epoxy, også alle skotplader, som er fuldlamineret, overalt. Bordpladen i pantryet i bagbord side, er også i kulfiber. Det samme er toilettet ved håndvasken. Det er tydeligt, at Jann Klausen er inspireret af de danske Luffe-både, men stadig formår Køge Bugt-sejleren at skabe en unik stil og en hyggelig atmosfære i kahytten, hvor nøddetræet har fået ikke mindre end 15 gange lak.

Båd for feinschmeckere
Carbon 40 imponerer med sejlegenskaber. Den er nemlig ikke kedelig, men sjov og troværdig. Besætningen vil vi komme til at se på de danske kapsejladsbaner. Her vil den komme til eksamen, men den har allerede vundet på skønhed. Båden er for feinschmeckere, der ønsker højeste håndværksmæssige kvalitet og en hurtig, stiv båd, som ikke andre i havnen har. Båden koster muligvis en 6-700.000  kroner mere end en 40 fods dansk-bygget kvalitets-sejlbåd, men man får også rigtig meget for pengene.

PLUS
Sejler fantastisk og sporty
God indretning oppe og nede
Ekstrem flot aptering i kahyt

MINUS
Bom sidder farligt lavt
Ingen rum til nøgler i cockpit-karm

Pristung
SPECIFIKATIONER Carbon 40
Carbon 40
Længde:  12,23 m
Vandlinje:  11,70 m
Bredde:    3,53 m
Dybgang – T-køl :  2,10 m
Vægt:    5,8 ton
Kølvægt:  1,84 m
Motor: 30 hk Yanmar
Storsejl:  50,34 m²
Fokke:  3 stk. fra 32,0 til 37,5 m²
Gennaker lille:  78 m²
Gennaker stor: 114 m²
Spiler : 118 m²
Pris:   3,5 mio. kr.