Køb af båd i udlandet

6032

Der er mange penge at spare, ved at købe båd i udlandet. Men det kræver, at man griber det rigtigt an. Læs her hvordan

Og forude venter eventyret… Sådan lyder sloganet i Danmarks største forening for langturssejlere, FTLF, og for flere og flere begynder eventyret forude med et bådkøb i udlandet. I år køber cirka 35 ud af foreningens 2800 medlemmer en sejlbåd eller en motorbåd langt væk fra de danske kyster. Det vurderer Gert Brügge, der er pensioneret bankdirektør.

Han har i årevis været aktiv rådgiver i foreningen og har medvirket til cirka 100 bådhandler i udlandet. Tendensen er stigende, for der er mange, som har gode historier med hjem i havnene, og de breder sig som bekendt som ringe i vandet. Der er snart ikke en eneste sejler i Danmark, som ikke har hørt om en vellykket bådhandel i udlandet.

– Hvis folk begynder ved os, inden de køber, går det som regel godt, og der er mange penge at spare. De uheldige handler, jeg har hørt om, kunne være undgået, hvis køberen havde spurgt os eller andre rådgivere, inden de købte, siger Gert Brügge.

Husk når du køber båd i udlandet
En konsulent undersøger den båd, køberen har i tankerne. Han tager billeder, stiller kritiske spørgsmål og sender en rapport hjem. Generelt skal man ikke regne med, at en mægler fortæller, hvilke fejl og mangler en båd har – han er sælgers mand. En synsmand anbefalet af mægleren kan også være risikabelt. Der er andre traditioner for handel i USA end i Danmark. Det er normalt at deponere 10 pct. af det, man vil give for båden, på en såkaldt escrow account”, så snart man er klar til realitetsforhandlinger. Hvis sælger accepterer, er der 30 dage til at forhandle slutpris og vilkår eller til at fortryde – i så fald får man de 10 pct. tilbage.

Papirarbejdet er stort set det samme som i det øvrige udland. Alle større både er registreret med et officielt nummer, og med det i hånden kan man skaffe en “title search”, der afslører, om der er gæld i båden. Desuden skal mægleren skaffe en “abstract”, som er dokumentation for, at båden er afmeldt US Coast Guards register. Det er nødvendigt for at kunne eksportere båden og forsikre den i et europæisk selskab. Til sidst skal man have en “bill of sale”, der beviser ejerskabet, og hvis man vil sejle i USA en “cruising permit”, altså en sejltilladelse.

Flere danske købere lader båden blive vest for Atlanten. Så er man ude over problematikken om CE-mærkning og moms. Det koster op til 10 pct. af bådens værdi at omregistrere den i USA, men i blandt andet US Virgin Islands og Rhode Island er det gratis. Det er nemmest at finde en båd, der er CE-mærket og har afregnet moms, inden for EUs grænser. Her sparer man hurtigt mellem 10 og 20 pct.

Men det kan være svært at finde en båd, der umiddelbart kan importeres til EU uden at skulle eftercertificeres, og der skal lægges moms og fragt til, hvis den skal hjem til Danmark.

Pas på i USA
En eftercertificering er en ligning med mange ubekendte, og det sikreste er at undgå den. Alene papirarbejdet koster 15.000 kr. plus det, det koster at få lavet en dansk manual. Hertil kommer udgifter til eventuelle udbedringer. Lars Olsen fra CDE Danish Marine Design, er godkendt af IMCI (International Marine Certifi cation Institute) til at foretage eftercertificering. Han oplever oftest, at folk kommer til ham, fordi de er blevet overraskede over reglerne, der ellers er til at finde på Søfartsstyrelsens hjemmeside.

– Det kan blive et stort problem at certificere en båd fra USA. En motor, der er ældre end 2003 eller -4 er lige til at kassere. Den kan ikke overholde miljøkravene. Nogle både overholder ikke kravene til brandsikkerhed, og der er en lang række andre forhold, der måske skal ændres på, fortæller Lars Olsen og tilføjer, at kun få får eftercertificeret og han tror derfor, at der ligger en del ulovlige både rundt i landet.

Hvis man alligevel ønsker at købe en båd i USA, der ikke lever op til EU-reglerne, anbefaler han, at man sørger for at få så meget dokumentation for bådens oprindelse og konstruktion som muligt. Det sikreste er at finde en båd, der er CE-mærket, eller som ikke behøver være det, og det er også det, FTLF anbefaler. Den slags både er der efterhånden stor efterspørgsel på i USA, hvor mange europæiske opkøbere har set fidusen. Velkommen til det globale eventyr.