Kongen af speedbåde

2165

Han blev kaldt Thunder Man. Hans superslanke speedbåde blev sejlet af konger, stjerner, det amerikanske narkopoliti, smuglere og præsidenter. Don Aronow blandede kortene, var venner med de fleste og misundt af andre for sit vilde ridt over bølgerne og med andres koner inden han blev skudt ned ved højlys dag. Men hans cigarette-både lever i bedste velgående. Flemming Thomsen skriver.

Det var et Amerika på fuld skrue. Med saft og kraft i økonomien, da den 32-årige ejendomsudvikler Don Aronow flyttede til Miami. Han havde skabt sig en formue i byggebranchen i New Jersey, da krigsveteranerne fra Anden Verdenskrig var vendt hjem og efterspurgte boliger. Nu ville den nyrige entreprenør så nyde livet i det tropiske Florida sammen med sin familie og pleje sin store passion for at sejle race i tidens speedbåde.
Don Aronow allierede sig med nogle af de bedste designere i tiden – Walt Walters og Jim Wynne – til at bygge sin egen racerbåd. Hobby blev snart til arbejde, og i 1962 grundlagde han Formula Boat Company, som udviklede racerbåden Formula 233. I denne båd vandt han flere offshore race blandt andet fra Miami til øen Nassau ved Bahama. En strækning på 300 km.
Skroget var af typen deep-V. Dette nye design var dukket op to år tidligere i konkurrencesport på en 30-fods prototypetræbåd designet af C. Raymond Hunt for yachtmægleren Richard Bertram. Moppie, som var opkaldt efter hans kone, vandt løbet Miami-Nassau i 1960.
Racet blev afholdt på en stormfuld dag med vindstyrker på 30 knob, høj sø og kraftige vindstød. Moppie kom ind hele 25 minutter før den nærmeste konkurrent. Deltagerne studerede ivrigt Moppies skrog, som var V-formet med 24 graders deadrise. Starten på en ny æra inden for speedbåde var lagt: det moderne dybe V-skrog. Man var allerede begyndt at bygge i glasfiber, og flere og flere både sejlede med stadig større motorer.

Kongen af speedbåde_1

The deep V
Ray Hunts V-design viste sig at have en fantastisk evne til at holde fart i hård sø. Deadrise er den vinkel, som bådens V-formede skrog har. Teknisk set måler man vinklen horisontalt ud fra bundbjælken og til et givet punkt på skroget f.eks. ved knækspantet. Med en skarp V-form kan man nemmere skære sig gennem en høj sø uden af “banke” mod bølgerne, men hvordan resten af båden og motorkraft er dimensioneret, spiller selvfølgelig også ind. Den dag i dag diskuterer eksperter, hvilken form på skroget der giver størst stabilitet i forhold til fart.
Nutidens dybe V-skrog til race er kileformet fra stævn til agter og har 20 til 24 graders deadrise ved agterspejlet, mens en moderat bygget motorbåd som regel vil have omkring 20 grader.
En ulempe ved det dybe V er en større dybgang, som gør den mindre egnet til sejlads på lavt vand og giver mindre stabilitet ved langsom fart, eller når man ligger stille. For de fleste fritidssejlere handler det om at sejle så “blødt” som muligt med en god fart – og brændstoføkonomi. Så det dybe V er mest velegnet netop til offshore-speedbåde med kraftige motorer.

Thunderboat Row – Miami
Don Aronow tog hurtigt det epokegørende “deep-V”-design til sig – og så byggede han ellers både og deltog i løb. Hans både har vundet over 350 offshore-mesterskaber. Aronow selv blev verdensmester to gange, og tre gange blev han amerikansk mester.
Han solgte sit første bådebyggerfirma Formula i 1964. Fra sin tid i byggebranchen vidste han noget om konkurrenceklausuler, og hvordan man bøjede dem. Han etablerede et nyt firma Donzi (1964-66) dernæst Magnum (1966-68), og året efter startede han Cigarette Racing Team (1969-82).
Alle firmaerne blev oprettet i skyggen af det foregående og havde til huse i den samme gade kaldet Thunderboat Row i Miami Beach. Og da Don Aronow byggede sin første cigarette-båd under navnet Cary, var det med hjælp fra hans nære ven Elton Cary. Hos Magnum har de nok skumlet lidt over, at Aronow var så hurtigt tilbage med nye både.

Kongen af speedbåde_2

Fest og farver og masser af fart
I Carys navn byggede Aronow en 28 fod og derefter en 32 fod, som han kaldte The Cigarette. Navnet var inspireret af en legendarisk hurtigtsejlende smuglerbåd, der sejlede med rom under forbudstiden i USA i 30’erne. Måske var det også et blink til tidens cigaretsmuglere, der var begyndt at sejle mellem USA og Canada i de slanke racerbåde, der nemt kunne smutte fra kystvagten.
I oktober 1969 vandt Don Aronow titlen World Championship med The Cigarette. Et tropisk lavtryk skar antallet af deltagere ned til 14 fra 22. Aronow lå forrest hele vejen og satte rekord i tiden to timer, 49 minutter og 30 sekunder på strækning Miami-Nassau med en gennemsnitsfart på over 100 km/t. Han etablerede kort tid efter et nyt firma under navnet Cigarette Racing Team. Firmaet byggede både og deltog i alle de løb, de kunne komme i nærheden af. Cigarette 32 fod havde to 475 hk MerCruiser, der tilsammen gav en topfart på 108,4 km/t, og båden vandt en lang række af løb som Long Beach, Californien til Ensenada og Mexico Offshore Race.
Don Aronow var en populær mand i Miami. Designeren Michael Peters, som arbejdede for ham i seks år, giver denne beskrivelse: – Aronow så ud, som man skulle. Et forbillede for andre. Høj, flot, ledertype og selvsikker. Han var som taget ud af en hollywoodfilm. Fyldte mere i verden, dygtigere end alle andre. Han kunne altid få det bedste ud af folk.

Kongen af speedbåde_3

Et kulørt kundekartotek
I en verden med penge og internationale stævner fik Aronow indflydelsesrige venner lige fra mafiabossen Meyer Lansky til den kommende præsident George H.W. Bush. Hans forretninger var en spadsertur gennem de rige og velståendes rækker. Blandt hans kunder kan nævnes Kong Juan Carlos af Spanien, Baby Doc Chevalier på Haiti, Shahen af Iran, atleten Charles Keating, narkobaronen Robert Vesco, den formuende Malcolm Forbes og tidligere præsident Lyndon Johnson samt George H.W. Bush. Ja, selv The Beatles var med på galejen, da de for 50 år siden hoppede om bord i en Formula 233 på 23 fod. The Beatles havde været gæster i Ed Sullivans Show og trængte til at komme lidt væk fra det hele. Prisen for båden var 8600 dollars, Beatles købte dog ikke båden, selv om Ringo var begejstret, da John, Paul og George var blevet lettere søsyge.
Aronow væltede sig i penge. Formula Marine var solgt for en god pris til et firma, der hed Thunderbird. Magnum blev afhændet for en rund million dollars. Hvis en kunde kom ind på værftet og spurgte efter en bestemt bådtype, så svarede Aronow lynsnart: – Den er udsolgt. Men jeg er ved at bygge en lidt større til mig selv. Måske vil jeg sælge den til dig.
– Et stort antal kunder ville hævde, at de havde købt Don Aronows personlige båd, hvis du spurgte dem, fortæller en tidligere medarbejder.

Af Flemming Thomsen