Luksus lejligheden går 31 knob på toppen

1429

Med en lukket kahyt er NC 14 skabt til at bo i hele året. Den franske båd ser ikke kun fræk ud, den sejler godt, også i bølger, på trods af at stævnen er helt stejl. Troels Lykke skriver fra Cannes.

De fleste sejlere vil kigge en ekstra gang efter den nye NC 14 med det sexede look. Det gjorde vi i Cannes for nylig. Det er især den stejle stævn, som ligner noget fra en sejlbåd. Men generelt vil mange vende sig om efter den franske båd, for designerne har anstrengt sig for at lave en strømlinet motorbåd, hvor selve skroget, med stejle fribord, harmonerer godt med kahyttens højde. Lidt for mange designere gør, efter min smag, for meget ud af at skabe plads og atter plads, og det går ud over udseendet. Man vil jo gerne have en smuk båd at se på, hellere end at der mangler et skab eller en ekstra sideplads i kahytten. Men plads er der rigelig af hos NC 14, der er tredje model, efter først NC 9 og siden NC 11 kom på markedet.
Båden er lidt dyrere end Jeanneaus nye Leader 40, der mere er en dagsejler, hvor NC 14 er båden til en lang sommerferie eller til at bo i, lød det fra Jeanneaus produktionschef Vincent Piel, der var om bord under testen. Og man kan let give ham ret, for det er i den lyse salon, hvor der er to sofagrupper, pantry og opvaskemaskine, at man lever. Længere tilbage findes der da også et rum med vaskemaskine og en lille vinkælder. Ved førerpositionen kan man, via elektronik, skubbe soltaget væk og nyde solen, mens man sejler. Og man kan invitere rigeligt med gæster, 10-15 personer vil let kunne være der på en sejltur. I kystnært farvand er den 10,3 tons båd da også CE-godkendt til at sejle med 14 personer, mens tallet falder til 12 personer, når man sejler ud i Kattegat. Kahytten fungerer også fint med det brede agterdæk, hvor store skydedøre giver fin adgang. Sofagruppen agter kan også skubbes en halv meter ud over den store badeplatform, der i øvrigt smart kan sænkes helt ned under vandoverfladen.

Godt udsyn
Ved førersædet kan der fint sidde to personer, og på navigationspladsen er der praktisk placeret et bredt greb, så man let kan holde fast, hvis rorsmanden giver for meget gas. En skammel er også placeret i bunden ved førerpositionen. Den kan man stå på, hvis man ikke føler, man kommer langt nok op, når NC 14 skal styres ud af havnen. Nede i kahytten er dog også et fint 360 graders udsyn fra førerpositionen. Det bedste ved styrepositionen er ruden lige til styrbord. Den er nemlig let at skubbe tilbage, og dermed har man ventilation, og man kan under en havnemanøvre hurtigt lige gå ud på det brede sidedæk, der er bredere end det lidt smalle dæk i bagbordssside.

God acceleration
En af grundene til, at NC 14 koster fra tre millioner kroner, er, at man har IPS-joystick samt to store Volvo Penta IPS 500-motorer på hver 370 hestekræfter. Med dem trækkes båden, og det går hurtigt med at plane. Kun 7,5 sekunder tog det, før vi planede ved 16 knob, og efter 20 sekunder nåede vi topfarten på 31,4 knob. Båden stejlede ikke nævneværdigt, og stævnen skulle ikke trimmes ned, så man var sikker på at kunne se vandet under accelerationen. Det føles ikke specielt voldsomt, og motorerne larmer heller ikke noget af betydning, når skydedørene er lukket. Når vi svingende båden med 25 knob, smed båden sig 10 grader ned, hvilket heller ikke virkede dramatisk. Bådens styresystem er også indrettet på den måde, at man slet ikke kan dreje skarpt og dermed lave farlige sving. For fuld fart bruger de to motorer 153 liter i timen, mens dieselforbruget sænkes til 101,1 liter, hvis farten sænkes til en optimal marchhastighed på 23,3 knob med et omdrejningstal på 3000. Med den fart vil man kunne sejle 187 sømil på de to gange 450 liters dieseltank. Køber man mindre IPS 400-motorer til NC 14, hvad jeg sagtens kunne leve med, så vil topfarten blive sænket til 26 knob. Under sejladsen var der ingen vinduer eller beslag, der rystede, og man fornemmer, at Jeanneau har styr på kvaliteten, selv om båden er fremstillet i en stor produktion.

Pengene værd?
3,81 millioner kroner kostede båden, vi testede, fuld udstyret med navigationsinstrumenter, generator, Volvo Penta-joystick, teakdæk, elektriske toiletter, oliefyr, 22 tommer fladskærms-tv og meget andet. Mange penge, ja, men man får en båd, man kan bo i året rundt, og hvor man samtidig kan se nye steder hver dag. Man får også en elegant båd, som man gider se på, og som sejler forsvarligt og skærer bølgerne virkelig godt, fordi stævnen er vældig skarp. Jeanneau er i øvrigt også kendt for at bygge relativt prisbillige både.

NC 14

Længde: 13,93 m

Bredde: 4,10 m

Højde over vand: 3,26 m

Dybgang: 1,07 m

Vægt: 10,3 ton

Dieseltanke: 2 x 450 liter

Vandtanke: 2 x 206 liter

Kahytter: 2 stk.

Køjer: 6 stk.

CE-godkendt B-12, C-14

Motor: 2 x Volvo IPS 500

Pris: 3,04 mio. kr.

Pris for testbåd med bl.a. teakdæk,
generator og mere 3,81 mio. kr.

Værft: Jeanneau, Frankrig

Forhandler: Tempo Bådsalg, Ishøj,
tlf. 4373 7395

 

Af Troels Lykke