Ny bog af Troels Kløvedal

802
Troels Kløvedals åbenhjertede selvbiografi indeholder ikke en gnist af bitterhed eller vrede over sygdom og svækkelse - i stedet er den en kærlig hyldest til livet, glæde, kvinder, rejselivet, litteraturen, verdens mangfoldighed og alle hans smukke morgener på jorden.
Troels Kløvedals åbenhjertede selvbiografi indeholder ikke en gnist af bitterhed eller vrede over sygdom og svækkelse - i stedet er den en kærlig hyldest til livet, glæde, kvinder, rejselivet, litteraturen, verdens mangfoldighed og alle hans smukke morgener på jorden.

Troels Kløvedal modtog for nylig Dansk Sejlunions Ærestegn for gennem et halvt århundrede at have inspireret mange mennesker til sejlerlivet. Han udgiver en ny bog her op mod jul, hvor han fortæller, at Nordkaperen overdrages til hans børn og tidligere styrmænd.

En af Danmarks største ambassadører for sejlerlivet, Troels Kløvedal, blev i slutningen af november hædret med Dansk Sejlunions Ærestegn for hans livslange produktion af film, bøger og foredrag om at sejle.

– Jeg har haft ca. 8-900 mennesker med ude at sejle på længere togter med Nordkaperen igennem de sidste 40 år, siden jeg købte skibet med en gruppe venner, da jeg var ganske ung. Og mange, der har sejlet med mig, blev bidt af det og har siden meldt sig ind i sejlklubber, udtalte Troels Kløvedal til Dansk Sejlunion som reaktion på hædersbevisningen.

Forrige år fortalte Troels Kløvedal, at han var blevet ramt af den alvorlige sklerosesygdom ALS, hvilket gør, at han i dag lever en tilbagetrukket tilværelse med kun sine nærmeste omkring sig.

Trods sygdom udgiver Troels Kløvedal sin 18. bog den 5. december med titlen “Alle mine morgener på jorden” med undertitlen “Mit autodidakte liv”.

I bogen skriver Troels Kløvedal, der har sejlet jorden rundt tre gange, om sit liv, sin familie, sin barndom og ungdom, om kvinder, hvoraf han fik børn med fire, om dem og om børnebørn; om sit arbejde på teatre og andre steder i København, om årene i kollektivet Maos Lyst, om sine venner og veninder, om hofballer og dannebrogsorden, og han skriver om Nordkaperen, sine mange rejser og om de mange mennesker, der har været om bord.

Kløvedal fortæller blandt andet, at han har testamenteret skibet gennem et fond til sine fem børn og ti unge styrmænd og -kvinder, ”som alle sammen har lånt Nordkaperen i en længere periode og kan gå lige ombord og sejle den.”

Bogen udgives af Gyldendal og koster 239,95 kr.

Hjemmeside: troelskloevedal.dk