Porto Venere – Indbegrebet af Italien

1329

Den lille italienske havneby Porto Venere samler mange forskellige italienske højdepunkter på ét og samme sted. Det gør byen attraktiv for sejlere som feriemål.

Når efterårsmørket sænker sig over Danmark, og skoven lugter af rådnende løv, er det fantastisk at tage det tidlige fly til Milano, leje en bil og igennem den stinkende milanesiske morgentrafik lugte blomsterdufte, som man i Danmark forbinder med forsommer. Turen bliver ikke dårligere, når man i bakspejlet ser, at den første sne har ramt alperne, og når man ved, at den ca. 300 km lange køretur mod sydvest blot vil bringe mere sol og mere autentisk italiensk atmosfære.

På mod Ligurien
Jeg er på vej til byen Porto Venere i regionen Ligurien, der i sæsonen med sikkerhed er en klaprende turistfælde. Nu er det uden for sæsonen, men der kommer fortsat dagligt stribevis at busser med turister, der skal se stedet og besøge det katolske kapel, der knejser højt yderst på klipperne med en guddommelig udsigt mod Middelhavet.
Mens Alperne forsvinder i bakspejlet, dukker konturerne af Appenino Settentrionale op. Og efter et par timer går det opad på gode veje igennem flere tunneller. Da sidste pas passeres gennem tunnel, regner det på fladlandssiden. Ude på kystsiden skinner solen, og man kan ane Middelhavet.

Et godt råd er …
Et godt rejseråd er at undertrykke sulten og blive i bilen, så længe man kører på E35. Kør forbi de mondæne rastepladser, der dog stadig laver forrygende god kaffe sammenlignet med det, vi drikker i Nordeuropa. Vent i stedet med at spise, til du har drejet fra til E33 nord for Parma. Når du er halvvejs til havet, gør du dig selv en stor tjeneste ved at gøre holdt på en af de lidt suspekt undseelige tankstationer. Her laver de sandwich og frokostretter, der smager ubeskrivelig godt – jeg kan ikke undgå at give det en tanke, hvor meget højere bundniveauet er på italiensk mad sammenlignet med rigtig mange andre lande.

La Spezia
Inden man når ud til Porto Venere, kommer man igennem byen, der har lagt navn til mange italienske restauranter rundt om i verden, La Spezia. Byen er i dag hovedkvarter for den italienske flåde, og byen har en veludbygget maritim industri med værfter og underleverandørvirksomheder. Den er lidt af et logistisk knudepunkt for fragtskibe, færger og lastbiler.
Sejler du ud for La Spezia, er det en god ide at have VHF-radioen tændt og være ajour med, om flåden holder skydeøvelser. Da BådNyt i 2012 testede både i forbindelse med European Yacht of the Year-konkurrencen, oplevede vi at være så tæt på skydebanen, at vi hørte braget fra kanonerne på land efterfulgt af en hvislende lyd, da granaten passerede forbi over os for at slå ned med et gedigent plask en til to sømil længere ude. Byen er med 100.000 indbyggere den “rigtige” by i området. Er der noget, du har brug af fornødenheder, kan de købes her. Samtidig finder du gode hoteller, restauranter, barer og en stribe seværdigheder fra Santa Maria Assunta-kirken fra den 13. århundrede til det tekniske flådemuseum.

LÆS OM TURSEJLADS I HELE VERDEN I HVERT NUMMER AF BÅDNYT

Som taget ud af en film
De sidste 10 kilometer fra La Spezia til Porto Venere foregår på rigtige serpentinerveje. Måske er det her, den italienske cykelstjerne Alessandro Petacchi har trådt sine barnecykelsko – La Spezia er i hvert fald hans fødeby. Mens man nærmer sig byen, som er det østligste punkt i regionen Ligurien, bliver bygningerne og stemningen mere og mere klassisk italiensk, som vi kender det fra film som f.eks. The Talented Mr. Ripley med skæve bygninger i pastelfarver mættet af solen, små smalle brolagte gader, blomstrende haver og altaner, tæt trafik, scootere på vejene. På byens torv ligger bygningerne helt ned til vandet.

Hjemsted for Shelly og Byron
Porto Venere ligger som nævnt yderst på den lille halvø. Byen har gennem tiderne tiltrukket både fremmede hære, der har hærget og ødelagt, og kulturpersonligheder som digterne Shelly og Lord Byron. Stedets hjerte er den restaurerede gotiske Sankt Peter-kirke, der kan dateres tilbage til 1198. Kirken har sammen med resten af byen været tæt på totalt ødelagt af en stribe forskellige krige op gennem tiden. Den er er omkranset af en mur, og der går en længere trappe til den. Selv som ikke katolik er det svært at undgå at komme i en andægtig stemning, når man går ind i den gamle kirke, hvor der fortsat bliver tændt lys. Kirken er åben døgnet rundt, og et besøg om aftenen, når månen lyser, og havet buldrer mod klipperne, der bærer kirken, sætter sig godt og grundig i kroppen og hukommelsen. Også de lokale restauranter kan byde på mindeværdige oplevelser. Naturligvis er det en fordel, hvis man kan lide fisk, der er stort set alle restauranternes spidskompetence. Priserne er fornuftige.

Du ér i Italien
Hotellerne i byen er ikke underligt meget langt fra hotelkæde-stilen. Jeg vil tro, at en amerikaner vil kalde det typisk europæisk med relativt små værelser, fransk altan og ikke meget luksus. Til gengæld indsniger der sig en følelse af 100 procent autencitet – man er utvivlsomt i Italien og ikke i et hotelværelse på Hilton, hvor du ikke ved, om du er i København eller San Diego. Også nærværet fra personalet er noget andet. Man har fornemmelse af at være inviteret indenfor som gæst. Et dobbeltværelse på trestjernet hotel med morgenmad koster 170 euro, et enkelt koster 130 euro. Det er muligt at presse prisen, i hvert fald hvis du kommer i oktober, som jeg gjorde til 90 euro pr. dag inkl. morgenmad. Et attraktivt alternativ til hotellerne er byens vandrehjem – Ostello som det hedder. Her koster et familienrum til fire kun 25 euro. Værelserne er gode, og måden at bo på her er attraktiv, hvis du har børn eller teenagere med.

Bådleje på egne præmisser
Hvis du vælger at sejle til havnen Liguria, hvilket jeg klart kan anbefale, vil du leje båden i La Spezia. Prisen pr. uge ligger mellem 1200 og 3000 euro for en 37 fod lang båd. Udlejerne er meget fleksible, hvilket gør det muligt at leje både fra en enkelt dag til en forlænget weekend.
Er du og dine i området i en uge, er der mange smukke og interessante destinationer inden for meget korte afstande, hvad enten du er til kultur eller natur. Der er også produktion af olivenoile, vin og pesto i absolut topklasse i regionen, og da flere af destinationerne er svært tilgængelige i bil, er båd attraktiv.
Oplagte mål vil være byerne Monterosso al Mare, Vernazza, Corniglia, Manarola og Riomaggiore, som til tilsammen udgør Cinque Terre-området, der er på UNESCOs liste over verdens naturarv. Ikke alle byerne er tilgængelige i bil, så båd er et komfortabelt alternativ til vandring eller togrejse. Området byder også på muligheder for dykning, klatring, golf og andre aktiviteter.

Du kan google La Spezia og boat rental, og der kommer en stribe firmaer frem bl.a. www.marenauta.net.

Vandrehjemmet
http://www.ostelloportovenere.it/prezzi-eng.htm

Eksempler på hoteller
http://www.paradisohotel.net/
http://www.belvedereportovenere.it/en.html

Information om havnene ved Porto Venere
portodiportovenere.it

Generel information om byen
http://www.comune.portovenere.sp.it
parconaturaleportovenere.it