Restaurering af træbåden Victoria

2535

Vidar Illums stædighed og passion for træbåde har ført ham frem til en helt unik situation, hvor han til sommer kan sejle i den båd som hans morfar vedligeholdte og som hans mor som lille pige var med på sine første sejlture på Øresund. Læs historien om Vidar og Victoria her.

Historien starter med min morfar Ole Hansen, der var skibs- og bådebygger. Han havde en aftale med ejeren af Victoria, Gunnar Svensson, om, at han kunne låne båden frit mod at vedligeholde den, hvilket sandsynligvis er årsagen til, at Victoria har overlevet frem til i dag.

Min morfar var dermed den første i familien, der sejlede med hende, hvilket han gjorde fra 1931 og frem til sin død i 1964. Min morfar var en dygtig bådebygger, som blandt andet var med til at bygge 10-meteren Rita IV for Kong Christian X i 1926. Desuden havde han blandt andre Poul Molich i mesterlære.

Min mor, Inger Illum, har også sejlet med Victoria, fra hun var helt lille. Hun fortæller, at hendes sommerferier som barn blev tilbragt med at sejle Danmark tyndt i Victoria, og da hun som ung læste til eksamen, foregik det ofte i Victoria, hvor hun kunne læse i fred og ro.

I dag er jeg selv den lykkelige ejer af Victoria, hvilket gør mig til tredje generation i vores familie, som (forhåbentlig snart) kommer til at sejle med hende.

Specifikationer
Specifikationer VICTORIA
Længde over alt 11,35 m
Bredde 2,3 m
Dybdegang 1,47 m
Vægt 4000 kg
Kølvægt 2400 kg
Sejlareal 66 m2
Bådtype 7mS fra 1918
Konstruktør Anton Witt.

Kærlighed ved første blik
Lettere arveligt belastet i Frem-regi, hvor jeg er fjerde generation, begyndte jeg for et par år siden at lede efter de både, som familien havde sejlet med. De fleste var naturligvis gået til. Dog fandt jeg min onkels båd Ambition, en 7mS fra 1918 i Norge, som ejerne desværre ikke var villige til at give afkald på. Til gengæld inviterede de mig til Bergen for at sejle med Ambition. Det blev en kæmpeoplevelse der er svær at forklare, men i de gamle meterbåde er de så meget mere sjæl og samhørighed med elementerne som man ikke oplever i moderne både. Det føltes bare meget rigtigt for mig at være om bord på en meterbåd og jeg må sige at jeg fra da af var solgt.

Nå, men en kold vinteraften i 2010 efter et tovværkskursus i Frem hos den aktive træbådssejler og kapsejladschef i Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer Gorm Boa faldt snakken på de gamle både. Jeg fortalte Gorm om min mislykkede jagt på familiens gamle både, hvorefter Gorm lidt henslængt sagde: – Du kan da bare købe Victoria.”

– Eksisterer den stadig?, fik jeg vist sagt meget højt.

– Ja ja da, sagde Gorm, den står ude i et telt på Ryvang Kaserne. Der er vist nogle pensionister, der har gået og bygget på den, men projektet har ligget stille i en del år.

En halv time senere holdt jeg i min bil ude foran den gamle Ryvang Kaserne. Jeg kan huske, at jeg nåede at tænke, hvad laver du egentlig her?

Inde bag ved pigtrådshegnet kunne jeg se et buet entreprenørtelt. Det passede nøjagtigt på Gorms beskrivelser. Og så gjorde jeg noget, man ikke må; jeg hoppede over pigtrådshegnet, løb hen til teltet og kravlede ind under teltdugen. Inde i det mørke telt tændte jeg min lommelygte, og der stod hun. Det var vel en slags kærlighed ved første blik. Min kone mener i hvert fald, at hun er røget en plads ned på prioritetsranglisten, efter jeg fandt Victoria.

Restaurereing_1Familietur på Øresund, min morfar ved roret og den lille pige på skødet er min mor.

Et par dage efter fik jeg kontakt til Kurt Grønborg, som var en af de pensionister, der havde været med til at restaurere Victoria. Der gik ikke mange minutter, før Kurt så mig som Victorias redningsmand. Projektet var nemlig gået i stå i 2007, da Kurts kammerat og ankermand i projektet, Finn Thøgersen, døde. Samtidig var kassen tom, og det var svært at få flere midler.

På daværende tidspunkt havde de skiftet alle spanter og svøb samt lagt ny mahognibeklædning på. Der var også rigtig mange originale dele i Kurts kasser samt alle de originale dokumenter på båden, hvilket var lidt af et fund.

Kurt satte mig i forbindelse med de egentlige ejere nemlig SSBU. De ”lugtede desværre straks guld”, og så begyndte en meget lang og sej forhandling. Undervejs i vores forhandling satte SSBU Victoria til salg i DFÆL-bladet. Men nu er jeg altså ikke typen, der giver op, så efter et års forhandlinger kunne jeg til sidst underskrive købsaftalen.

Jeg havde i mellemtiden fået kontakt til Niels Andersen fra Gilleleje Bådebyggeri. Niels er en kapacitet inden for meterbåde, og han ville gerne hjælpe mig med restaureringen. Det pudsige var, at Niels havde stået i mesterlærer hos Poul Molich, som i sin tid stod i mesterlære hos min morfar som jo havde passet Victoria.

Restaurereing_2Victoria klar til restaurering hos Gilleleje Bådebyggeri

Victoria trak tårer
I august 2011 blev Victoria flyttet fra Ryvangen til Gilleleje. Kurt kneb en lille tåre, da vognmanden kørte af sted med Victoria, men det havde jo også været hans ”barn” de sidste mange år.

Arbejdet skulle i gang, men det viste sig hurtigt, tidsplanen ville skride for bådebyggeren Niels kom med den for Victoria og mig dårlige nyhed at han havde fået en ordre på en helt ny eldrevet kanalturbåd til København. Det betød, at Victoria rykkede ned i køen på værftet og der kom desværre til at gå to år, før vi kom rigtigt i gang.

Øgenavn: Spørge Jørgen
Jeg fik via Gorm Boa kontakt til bådebygger Jørgen Jensen, som er kendt for sit håndværk i træskibskredse. Jørgen Jensen arbejdede på det tidspunkt sammen med en træmand og bådebygger Kristen Barfod fra Frederiksdal Bådebyggeri, og de ville gerne hjælpe med at genskabe skylight, forluger, skydekappe.

De originale dele var så medtagede, at vi var nødsaget til lave helt nye. Så i vinteren 2011/2012 blev der bygget i Frederiksdal Bådebyggeri. Vi forsatte i 2012 med at lave bom, bovspyd og en masse andre ting.

Jørgen Jensen begyndte på et tidspunkt at kalde mig for ”spørgejørgen”, fordi jeg hele tiden spurgte om stort set alt inden for bådebyggeri. Jeg var jo total grøn inden for det her og ville bare gerne vide så meget som muligt.

Cockpitkarmen var en af de lidt større udfordringer, vi havde. Jørgen og Kristen havde lige leveret en tilsvarende til en anden båd, så de var klar til opgaven. Den blev lavet af syv lag mahognifiner,

som blev bøjet og limet over vores skabelon. Det lykkedes næsten i første forsøg, men så trådte Jørgen i karakter og fik rettet den til.

Fra VW til 7mR
Da jeg var i tyverne, restaurerede og ombyggede jeg gamle folkevogne, og når vi skulle have repareret nogle af de originale dele, kørte vi op til Per i Farum. Per er en af de få gørtlere, der er tilbage i Danmark, og derfor var det helt naturligt at kontakte Per igen. Per ville heldigvis gerne hjælpe med at restaurere og genskabe kopier af de gamle beslag osv.

Jeg var så heldig, at ca. 80 % af beslag, messingdele osv. kunne reddes herunder koøjer, klamper, bombeslag, rorpind osv. Per gik i gang med at lodde og reparere, og til sidst gik beslagene til forkromeren.

Hængslerne til forlugen kunne ikke reddes, så Per måtte lave helt nye ud fra de gamle.

Vi fik også støbt bronzebogstaver, og vi fik dem forkromet sammen med en masse messingskruer. Der var desværre forsvundet nogle dele herunder nogle udluftningsventiler og et par klamper, men en dag var jeg meget heldig.

Restaurereing_3

Beslag og metaldele er blevet genskabt, repareret og forkromet

Fandt skattekiste med ”guld”
Jeg var ude hos Morten Laurs Sørensen fra Københavns Yacht & Motorbådsværft, og spurgte, om han havde noget liggende – det er trods alt et værft, der har eksisteret i mange år, tænkte jeg.

”Jeg mener, jeg har en kasse stående et eller andet sted,” sagde Morten. Det skulle han aldrig have sagt. Nu blev jeg som et lille barn og begyndte at plage.Til sidst så han meget opgivende på mig og gik så i gang med at lede efter kassen.

Men det var besværet værd i hvert fald for mig, for det var som at finde en skatkiste, og der var ”guld” i den. Alle de beslag, jeg manglede, var der. Så var det store spørgsmål så bare, om Morten ville af med beslagene. Men det ville han gerne, for som han sagde: ”Hvis de ikke skal sidde på en båd som din, så ved jeg ikke, hvor de skal sidde.”

Mastekasse på 14 m
Den mast, der lå ved siden af båden, da jeg fandt Victoria, var en fyrtræsmast med revner og knaster.

Desværre var der skåret meget af den, idet Gunder Svensson havde nedrigget båden i flere omgange.

Jeg besluttede derfor at få lavet en ny mast med den originale længde på 14 meter. Nu er det ikke alle bådebyggere, der har en mastebænk i den længde, men det havde Morten Laurs Sørensen. Det lykkedes ham også at fremskaffe noget oregon pine i rigtig god kvalitet, og så gik vi i gang.

Masten bliver opbygget som en firkantet kasse og limet sammen med forskudte samlinger, forstærkninger, rørføringer osv. Der skal bruges en del skruetvinger til en mast på 14 meter.

Når ”kassen” er klar, så skal der høvles! Man starter med den firkantede mast, så høvler man den til en ottekant, så en 16-kant og så 32-kant, samtidig skal masten være tynd i den ene ende og tyk i den anden. Fitnesscenteret kan godt fravælges, hvis man kigger på, hvor mange ture fra den ene ende af hallen til den anden der bliver gået med høvlen (stakkels lærling). Til sidst står den på sandpapir i forskellige kornstørrelser og endelig 10 gange lak.

Restaurereing_4

Det nye bjælkelag er blevet monteret

Fjernede fribord med rundsav
Efter en fantastisk sommer i 2013 gik bådebygger Niels Andersen fra Gilleleje Bådeværft endelig i gang.

Victoria blev kørt ind i den store hall og klodset op. Nu begyndte et stort arbejde med opmåling af båden.

Båden havde desværre ”vredet sig”, og jeg kunne ikke få målene på tegningen fra 1918 og 1925, hvor der blev sat kahyt på, til at stemme. På et tidspunkt blev jeg så hidsig, at jeg måtte gå ud på havnen og sparke til nogle molesten. Det hjalp faktisk. Jeg startede helt forfra og målte i stedet nede fra blykølen og opefter, og så passede målene.
Jeg fandt ud af, at man i 1925 havde forhøjet fribordet med 12 cm for at få mere plads nede i kahytten, men man havde ikke samtidig flyttet bjælkeværket med op. Vi besluttede at føre Victoria tilbage til sit oprindelige udseende fra 1918 ved at sænke fribordet med 12 cm. Det betød desværre, at det mahognidæk, som Kurt havde lagt, måtte lade livet. Det gjorde helt ondt, da Niels kørte rundsaven igennem dækket, men det skulle jo til. Niels brugte lidt tid på at ”lure”, hvordan det hele skulle gribes an med hensyn til opretningen. Og den tid skulle vise sig at være givet godt ud.

Fantastisk proces
De gamle bjælkeværker var samlet flere steder og ikke så stabile. Så for at få rettet båden ordentligt op valgte vi at lave to nye i lærketræ. De to nye bjælker kom fra Gribskov og var godt lagret med en længde på 12 meter, hvilket var en god del af løsningen mht. opretningen af båden.

Niels gik i gang med at lave dæksbjælker og stikbjælker m.v. Og der blev savet, høvlet og fræset til den helt store guldmedalje. Alt blev lavet helt fra grunden. Først blev de rigtige planker af lærketræ udvalgt ude i den store bunke foran bådebyggeriet, hvorefter de blev savet op, høvlet og fræset.
Det er fantastisk at følge processen og håndværket fra planke til de færdige dæksbjælker. Niels er en meget dygtig bådebygger, som man kun kan beundre som ”voksenlærling fra København”, som jeg vist blev kaldt på et tidspunkt.

Da alle dæksbjælker og stikbjælker var lavet og monteret, blev det hele skilt ad igen, og så skulle ”voksenlærlingen” i gang med at slibe alle delene, inden de skulle lakeres. Efter første slibning kiggede Niels på mit arbejde og sagde venligt, men bestemt: – De skal vist lige have en gang til.
Så var det på den igen, og det lykkedes da til sidst. Herefter var det bjælkernes tur til lakering. Jeg valgte også her at bruge lak fra Epifane, da den har et godt UV-filter, og ikke mindst fordi det er den lak, jeg har mest erfaring med. Lidt lak og slibning lyder måske ikke af meget, men der er mange emner, der alle fik hele turen med fem gange lak og lette mellemslibninger – det trak tænder ud. Der er forsat en del arbejde der skal gøres ikke mindst er der en masse finish og detaljer der skal på plads, men vi er fortrøstningsfulde i forhold til tidsplanen og regner med at komme på vandet til sommer.

Fakta: Historien om Victoria
Victoria blev bygget i Kalundborg til ingeniør Valdemar Henckel. Han var blandt de førende forretningsfolk I Danmark på sin tid. Tidligere havde han forsøgt sig med opdræt af travheste og i 1918 var det sejlsport der havde fanget hans interesse. Om drivkraften var kærlighed til havet er nok tvivlsom. Mere sandsynligt er det at Henckel så sejlsporten som døråbner borgerskabets spidser i København. Hvor om alting er satte Valdemar Henckel sig som mål at vinde ”Øresundspokalen” ved de årligt tilbagevendende sejladser udfor Kjøbenhavn. Han fik den kendte yachtkonstruktør A. Witt til at tegne Victoria. Victoria blev bygget på hans eget værft Kalundborg Skibsværft og det originale målerbrev er udstedt af KDY. Valdemar Henckel sejlede ikke selv, men havde tre mand med til at gøre det hårde arbejde. Blandt hans modstandere på sundet var ingen ringere end Vidar Illums onkel Carl Hansen, der sejlede båden Ambition, og som endte med at vinde pokalen og tage den med til Norge.

Henckel forsatte med at bygge skibe, boliger, biografer, hoteller og andet indtil han gik konkurs og tog det meste af Kalundborg med sig i sit fald i 1921 – bl.a. banken i Kalundborg.

Vidar Illum håber på en rematch mellem Victoria og Ambition på 100 året for det første møde – altså i 2018.

Udgivet den 6. december 2014
Tekst Vidar Illum, foto Vidar Illum og Morten Brandt