Så sin båd synke for øjnene af sig

2628

Forestil dig det umulige sker. Der kommer vand ind i båden. Meget. Og du bliver nødt til at forlade båden. For Søren Berthelsen og kammeraten Jørgen Nilsson blev dette mareridt til virkelighed. Vi snakker med dem omkring deres forfærdelige men også livsændrende rejse.

Hvad gør man, når det, der ikke må ske, alligevel sker. Søren Berthelsen er en af de få, der har oplevet at måtte udsende et MAYDAY midt på Atlanterhavet for derefter at gå i redningsflåden og se sit skib, Sirena, forsvinde uden vished for, om redningen var på vej. -Vi kan vist godt lade opvasken stå, siger Søren Berthelsen til Jørgen Nilsson. De har netop spist et sidste måltid om bord på båden. Der er 1200 sømil til land i Tobaco og cirka 4000 meter til bunden af havet. De vil snart udsende MAYDAY og vide, at i det øjeblik, de trykker på knappen, vil der være strøm til udsending af nødsignalet i 48 timer. Derefter vil EPIRB-senderen være død. De samler deres ting sammen og går i gang med at forberede søsætningen af redningsflåden.

Erfaren sejler
Søren Bertelsen har sejlet siden sin barndom. Han har selv ejet flere både, så valget af båd til krydsning af Atlanten var langt fra en tilfældighed. Norlin 37 er stiv, solid og velsejlende, og derfor er den i høj kurs blandt langfartsejlere. Søren Berthelsen har derudover lavet en omfattende optimering af pantry og salon, så båden passede til lange stræk på åbent hav. Projektet havde stået på i over 10 år, og kulminationen skulle være en Tour de Caribien med afrejse fra Danmark i sommeren 2006. Og turen var gået, som den skulle, og som det var planlagt. Afrejse fra Danmark, gennem Kielerkanalen, til Holland gennem kanalerne, videre til Jersey-øerne, over Biscayen til La Coruna, videre rundt om hjørnet ved Cap Finistere, sydpå forbi Vigo, Lissabon. Det hele var gået efter bogen; ingen problemer med båden overhovedet, og Søren selv og hans daværende kæreste havde taget den med stor ro og givet sig tid til at se sig om og opleve de lande og kulturer, de kom forbi på deres vej. Deres eneste første reelle deadline var at være på Gran Canaria den 11. november, hvor langturssejlerne har deres årlige komsammen forud for atlantsejladsen ARC, hvor tursejlere krydser Dammen i en form for flåde og holder et vågent øje med hinanden.

Varsel 1
Søren Berthelsen venter på, at hans kammerat gennem mange år Jørgen Nilsson kommer til de kanariske øer. Han og Søren Bertelsens kæreste har vagtskifte inden krydsningen af Atlanten. Venten bliver brugt på at henkoge kød og holde sig opdateret med hensyn til vejrprognoserne for de kommende uger. -Langturssejlerne har en dansk kontakt i Panama. Han er behjælpelig med alt, hvad der foregår på den anden side af Atlanterhavet og lidt til. Karsten holder sin kortbølgeradio åben og kommunikerer med bådene allerede inden, de forlader Gran Canaria. Og han fortalte os allerede inden vi tog af sted, at der kunne blive problemer med at bruge radioen på grund af vejrliget, der ville blive temmelig barskt i netop den periode, hvor vi havde planlagt at sejle. Den 20. november stævnede båden ud sammen med en Fandango 32. Det var dog et følgeskab af kort varighed, for på mindre end et døgn var der ikke længere VHF- kontakt mellem bådene. Sirena gik mod Cap Verde-øerne uden fast vagtplan. Jørgen og Søren har i tidens løb sejlet masser af sømil, så dagene gik uden behov for rigide rutiner. -Vi kom hurtigt ind i en god rytme, hvor tingene bare kørte. Når man sejler så langt, bliver hverdagen og vagterne meget ensartede. Man tjekker båden, man trimmer sejlene, man laver mad og drikker kaffe, man læser, sover og fisker. Bølgerne er enorme. De er flere hundrede meter lange, og afhængig af vindstyrken er de mellem to og fem meter høje.

Varsel 2
Men det er ikke kun fisk og bølger, der kommer tæt på Norlin 37’eren. For når man krydser Atlanten, skal man over den Atlantiske højderyg. Det er en bjergkæde på bunden af det enorme ocean, der rejser sig op fra havbunden. Øer som Azorerne, Jan Mayen og Island er en del af denne højderyg, som altså stikker op over havet. Andre steder langs højderyggen ligger bjergtoppene stadig flere kilometer under havoverfladen. Men langs disse bjerge er der mere liv i vandet og dermed også masser af hvaler på vandring. -Vi fik et varsel nogle dage før, det gik rigtig galt. Der lød et bump og et smæld, og så virkede vindroret ikke mere. Vi fik det afmonteret og kunne konstatere, at det havde ramt noget nede i vandet, som havde resulteret i, at en otte millimeter rustfri stålbolt var klippet over med rent snit! Vi fik det dog fikset og kunne genoptage vores rutine. Mens båden bevægede sig væk fra det europæiske og afrikanske kontinent, skiftede dyrene i havet adfærd. -De delfiner, vi var vant til langs de europæiske kyster, var meget livlige, årvågne og fantastiske svømmere i fuld kontrol. Da vi kom længere fra land, blev delfinerne større. De var langsommere i deres bevægelser, og så var det, som om de ikke havde helt så meget styr på, hvor vi var i forhold til, hvor de selv var. De virkede uopmærksomme.

Det umulige sker
8. december 2006 sker det, der ikke burde være muligt. På det gigantiske Atlanterhav befinder Søren Berthelsen og Jørgen Nilsson sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Norlin 37’eren krydser rute med en stor hval på vandring. Det var formiddag. Det blæste kraftigt cirka 14-15 sekundmeter. Jeg lå i køjen, da jeg hørte lyden. Det var ikke nogen voldsom lyd. Det var bare en forkert lyd, og samtidig gav det et ryk i båden. Det tog ikke lang tid at konstatere, at denne gang var det vores ror, der var ramt. I første omgang troede vi, at problemet begrænsede sig til selve styringen af båden. Det skulle imidlertid snart vise sig at være værre, for båden blev mere og mere vanskelig at styre. En nøjere inspektion viste, at der trængte vand ind i båden. På en Norlin 37 er roret fikseret i to punkter. Cirka trefjerdedele sidder det monteret med et ophæng på et skæg, og så er det fikseret i rorlejet ved skroggennemføringen. Problemet var, at hvalen havde ramt roret og slået det ud af det nederste rorleje på skæget. Når vi så ind på roret ude fra dækket og ind under båden, kunne vi se rorbladet svinge som et pendul fra side til side i modfase med bådens bevægelser. Resultatet var, at den 30 millimeter tykke rorstamme arbejdede hullet, hvor rorlejet engang havde siddet, større og større med det logiske resultat, at der fossede mere og mere vand ind i båden. -Vi riggede en pumpe til i et forsøg på at holde vandet stangen, men vi kunne se, at det var nyttesløst. Hullet blev større, og vi havde kun fuel til tre døgn, og der var fortsat mere end 1200 sømil til land.

Alene på havet
De to om bord forsøgte at kalde land og mulige skibe i nærheden, men uden held. Ganske som forudsagt af langturssejlernes “Panama Karsten” var kortbølgebåndet nede, og det lykkedes ikke at få kontakt med nogen. Det var nu blevet eftermiddag, og der var fortsat ingen livstegn fra andre mennesker. I stedet begyndte Søren Berthelsen og Jørgen Nilsson at overveje at udsende et MAYDAY ved hjælp af bådens EPIRB. -Det var en meget vanskelig beslutning at træffe. Det er vanskeligt at forstå, hvor alene man er midt på Atlanten, og at der muligvis ikke kommer nogen til hjælp. Omvendt var det særdeles nærværende at være om bord på en båd med et hul i bunden, der blev større og større, mens brændstoftanken til pumpen, der holdt båden fyldende, blev mere og mere tom. Situationen tvang os til at handle. Søren og Jørgen ved, at der ligger en større italiensk båd længere fremme. De var i kontakt med dem, da vejret var bedre, og endelig sker der noget positivt. -Det lykkedes os endelig om aftenen af få en meget, meget svag kontakt med italienerne. Vi fik vished om, at de var der, men det var også alt. Derefter besluttede de sig for at forlade skibet og gå i flåden i god ro og orden. -Fattede pakkede vi papirer og de vigtigste fornødenheder. Vi var i en underlig tilstand, hvilket blandt andet viste sig, da jeg opdagede, at jeg havde pakket en paraply. Vi lavede et sidste måltid, og vi blev enige om at lade opvasken stå. Viking-redningsflåden blev klargjort til søsætning.En 30 meter lang line med en fender i enden blev lagt op, så danskernes redningsmænd lettere kunne bjærge flåden, hvis de altså kunne finde den.

Udsendte MAYDAY
Vi tændte nu for EPIRB’en og vidste dermed, at man nu ville begynde at lede efter os. Der er bare den hage ved EPIRB’en, at man ikke ved, om signalet er modtaget. Man må bare tro på, at systemet virker, og at assistancen er på vej. Derefter blev flåden søsat, og de to kunne tidligt om morgenen gå fra borde på den synkende Sirena og direkte ned i redningsflåden. -Vi var meget opmærksomme på at komme direkte ned i flåden. I de høje søer og med den stærke vind ville det være farligt at falde i vandet mellem båd og flåde, men det gik heldigvis godt. Derfra sidder de tavse og ser på Norlin-båden. Sammen med den fortoner en drøm og en epoke i Søren Berthelsens liv sig. Virkeligheden er, at de to mænd sidder i en redningsflåde på åbent hav og venter i uvished. Samtidig arbejder tiden imod dem for EPIRB’en har kun strøm til 48 timer. -Vi sagde stort set intet til hinanden. Men tavshed fortalte det hele. Der skulle gå hele 24 timer, før redningsmændene dukkede op i horisonten. Det var som ventet den italienske Swan 65, Daisy Blue. De bjærgede flåden og fik danskerne om bord på båden, hvor de fik plads som gæster uden forpligtigelser på vagtplanen. Efter yderligere ni døgn ankom de til Granada. Den 21. december rejser de to tilbage til Danmark. Båden ligger på havets bund et sted på den atlantiske højderyg sammen med drømmen om langfart og Caribien, men de to mænd kom i land med livet i behold. -Når jeg tænker tilbage, er det afgørende øjeblik for mig, da jeg trykkede på knappen på EPIRB’en og udsendte MAYDAY. Det rør mig virkelig, når jeg tænker på det – jeg ved ikke hvorfor. Et muligt bud kan være, at Søren Berthelsen i det øjeblik lagde sit liv fuldstændig i hænderne på andre, og det faktum, at han kan tænke tilbage på det den dag i dag, viser ham og os andre, at sikkerhedsnettet på de store have gudskelov virker, når det gælder. Søren Berthelsen har i dag en Bianca 111. Han drømmer om at sejle til Nordkap og Skotland.

Af Morten Brandt