Sådan tjekker du en sejlbåd

3029

Der er mange ting at holde øje med, når man kigger på brugte sejlbåde. Her får du en komplet tjekliste.

Alle gængse sejlbåde kan man søge oplysning om i bådbladenes arkiver for prøvesejladser eller på mærkeklubbernes hjemmesider, ligesom bådsælgerne ofte har kopier af prøvesejladser liggende på deres hjemmesider.

Se om båden er fin i linjerne, og om fenderlister, pulpits, søgelænder og badeplatform sidder ordentligt.

Noter slid på gelcoaten, ridser og skrammer og dårligt udførte reparationer eller huller efter udstyr, der er taget ud. Hvis du kan leve med dem eller lave dem selv, må det have indflydelse på prisen.

Afprøv om rat, motorhåndtag, klapsæder, luger og lemme kører godt uden slinger.

Tjek områderne omkring vant og stag, om der er revner eller krakeleringer. Det kan tyde på hårdt brug i f.eks. kapsejlads. Noter alle søventiler. De skal kontrolleres inde fra senere.

Tjek undervandsskroget
Undersøg omhyggeligt, om kølen har spor efter grundstødninger. Vær særlig opmærksom på skroget i området bag kølen, her kan en kraftig grundstødning have fået skroget til at revne. Revner og reparationer netop her kræver en god forklaring og kvitteringer for udført arbejde på et anerkendt værft.

Rusk i roret og prøv at løfte op i det. Der må ikke være noget slør.

Prøv også at vippe med propellen og dreje den rundt for at se, om der skulle være slør i stævnrørslejerne eller i foldepropellen.

Se efter om søventilerne virker friske og er solidt indfattet i skroget.

Tjek zinkanoder, om de er friske. Ældre sejlbåde med jernkøl har ofte en tynd ruststribe i overgangen til skroget. Det er som regel blot et kosmetisk fænomen.

Se efter osmose
Alle bådkøberes skræk er at få osmose i glasfiberen. Fænomenet skyldes uvidenhed omkring glasfiberstøbning i glasfiberbådenes barndom og er ikke særlig udbredt længere, men det kan opstå i ældre både. Osmose kan som regel kun konstateres som vabler”, mens båden er i vandet, og de første 14 dage efter den er taget på land. Moderne både bliver næsten altid malet med vandtæt primer før de søsættes, hvilket hindrer osmose i nogle år.

Forlang dokumentation. Under dæk Se omhyggeligt efter spor fra vandindtrængen omkring vinduer og luger.

Løft bundbrædderne og lys med en lygte, om der er spor efter vand eller reparationer og revner bag kølen.

Prøv at buldre på skotter og kahytsopbygning med en kNyhedernæve. Alt skal sidde fast. Sidder loftsbetrækket pænt? Lugter den godt? Ellers har der været vand i den og indtrækket er måske begyndt at mugne. Døre, luger og skuffer skal fungere godt.

Bageovnen og toilettet skal være rene og lugte frisk.

I motorrummet
Motorrummet skal være rent og velordnet, og motoren må ikke svede olie, for så står den måske overfor en reparation. Motorens alder behøver ikke være noget større problem, bare servicebogen er i orden. Tjek brændstoftanken, om den er tæt.

El-systemets samlinger og kontakter skal sidde vel beskyttet. Regn med at el-systemet begynder at gøre knuder efter 10 år.

Mast og rig
Står båden på land, ligger mast og bom sandsynligvis i masteskuret, og er lette at inspicere. Der må under ingen omstændigheder være buler i masten og salingshornene, mens mindre ridser og skrammer i eloxeringen mest tæller på den kosmetiske side.

Moderne sejl holder sagtens 15 år til tursejlads. Tag dem ud ad poserne og se efter slid i kanterne hele vejen rundt, snavs og reparationer. Syningerne er det første der slides, men kan sagtens syes om. Men hårdt brug, større reparationer og en famlet spiler skal afspejle sig i prisen. Nye sejl er virkelig dyre, og kommer let op på hvad der svarer til 10 års forbrug af brændstof til en motorbåd.

Cockpittelt og sprayhood
Efterse om alle knapper og snørehuller er i orden. En vis falmethed må accepteres efter bådens alder. Men hvis stoffet føles uldent og “elektrisk”, er det mørnet af solen og synger på sidste vers.

Teakdæk og træværk
Teakdæk er dyrt udstyr, og skal være ordentligt passet. Er det grønt eller gråt af mug og snavs, kræver det virkelig knofedt at få til at se godt ud igen. Noter lige, at et teakdæk kun har en forventet levetid på 15 år.

Udstyret
Mange brugtbåde er flot udstyret med navigationsinstrumenter, selvstyrer og VHF-radio. Lad dig ikke imponere! Efter et par sæsoner er udstyret kun et salgsargument. Og sælgeren vil nødig tage det ud, for det kan efterlade grimme huller. Husk også, at en vhf-radio kræver personlig licens og sendetilladelse. Almindeligt udstyr som anker, fendere, fortøjninger og badestige etc. bør forefindes, hvorimod man ikke kan regne med at få redningsveste med i købet.

Sejl en prøvetur
Forlang en prøvetur med sælgeren ombord, sæt sejlene og tjek, om den løbende rig kører problemfrit, og at skøder og blokke er fornuftigt dimensioneret til hinanden. Roret skal fungere uden at binde og knirke og uden slør i mekanismen på en ratstyring. Prøv motoren godt efter og manøvrer frem-bak nogle gange. Skiftet skal ske uden kraftanstrengelse og (alt for mange) lyde, men du kan ikke forvente, at den skifter hurtigt. Faste propeller trækker godt i bak, mens foldepropeller kan virke noget sløve.

Lad motoren blive grundigt varm, sæt i tomgang og frigear, og se nu på instrumenterne. Hvis temperaturen stiger og olietrykket falder, er motoren sandsynligvis godt slidt.

Funktionstest
Prøv alle luger og klapper under prøvesejladsen. Spil og blokke skal køre godt og uden slør. Prøv om komfur og toilet virker. Tænd og sluk for alt, hvad der kan tændes og slukkes. Efterprøv navigationsapparater og lanterner. Smid en spand vand over luger og vinduer og se om de holder tæt. Tjek alle aflukkelige søventiler – eller rettere, lad sælgeren gøre det på eget ansvar. Hvis de ikke kan lukke og åbne igen uden kraftanstrengelse, er de ved at være gamle og kan svigte.