Vilde designs, som kan blive virkelige

2129
Yacht Island Design har skabt dette 155 meter lange skib kaldet ”The Streets of Monaco”. Designet har nogle af de berømte vartegn fra fyrstedømmet Monaco, herunder Hotel de Paris og kasinoet på øverste dæk. Der er plads til 16 gæster og 70 ansatte. Hvis det bliver bygget, vil det blive den dyreste yacht i verden.

Fremtidens yachts får stadig vildere former på tegnebrættet – og måske vil en del af dem blive virkelige. Nye materialer, teknologi og skabertrang gør det muligt.

 Af Flemming Thomsen

Der er både Batman, Superman og Star Wars over de nye vilde designs inden for superyachts. Endnu er de fleste kun streger på papiret, men grænserne flyttes hele tiden for, hvad der er er muligt. Nye materialer og teknologier betyder, at båddesignerne kan designe mere frit, samtidig med at bådene bliver lettere og hurtigere.

Fresnel Hydrofoil
Fresnel Hydrofoil er et alternativ til de brændstofslugende superyachts. Fartøjet udmærker sig ved udelukkende at sejle ved hjælp af sol og vind, og materialer som kevlar og kulfiber gør den til et letvægtsfartøj, der løfter sig op og svæver over vandet på foils (sværd), der giver mindst mulig vandmodstand. Overfladen på det trekantede sejl er dækket af solceller, men trods størrelsen producerer det næppe nok elektricitet til at kunne skabe fremdrift på en vindstille dag. Storsejlet kan også vendes opad på en blikstille dag, og samlet vil båden kunne få fremdrift alene på alternativ energi, omend designeren også arbejder på, at tilføje kinetisk energi skabt af bådens egen bevægelse.

Flyver på havet
En pyramide, som kommer susende hen over havet. Det er visionen for amerikanske Schwinge, der har designet deres ”Tetrahedron Super Yacht” ud fra en skabelon allerede udviklet i 1995 af Maritime Applied Physics Corporation i USA.

Den pyramideformede superyacht anvender foils, og når den kommer op i fart, løfter den sig, så kun den monterede torpedo-foil i midten er under vandlinjen, som giver en fremdrift med reduceret modstand. En autopilot overtager styringen, når den er oppe i fart. Der er plads til seks personer om bord.

Du kan læse meget mere om fremtidens designerbåde i BådNyt 522, der er på gaden.